En ramt af skud - politiet efterlyser to på scooter efter skudepisode i Brøndby Strand

På en time modtog politiet anmeldelser om flere forskellige skyderier i København.

Københavns Politi undersøger natten til tirsdag anmeldelser om flere skyderier, et på Amager, et i Brønshøj og et i Brøndby Strand.

Tidligt tirsdag oplyser Henrik Brix, central vagtleder hos Københavns Politi, at en ung mand er ramt af skud ved et skyderi på Frederikssundsvej i Brønshøj.

- Han har ikke livstruende skader. Vi ønsker ikke at oplyse yderligere om, hvor han er ramt på nuværende tidspunkt, siger Henrik Brix til TV 2.

Han oplyser desuden, at politiet har fået bekræftet, at der er affyret skud på Amager og i Brønshøj.

- Men det er for tidligt at sige mere. Den skudepisode, der er anmeldt i Brøndby Strand, efterforsker Københavns Vestegns Politi. Men den indgår også i vores efterforskning. Men det er alt for tidligt at sige, om der er sammenhæng, siger Henrik Brix.

Klokken 22.42 modtog politiet en anmeldelse om skyderi ud for Frederikssundsvej 123 i Brønshøj.

- Vi får en anmeldelse fra nogen, der mener at have hørt skud blive affyret. Vi er til stede derude og undersøger området grundigt, siger Henrik Brix sent mandag aften.

Frederikssundsvej er spærret i begge retninger, mens politiet undersøger området.

Politiet modtager anden anmeldelse kort før midnat

Lidt over en time senere - klokken 23.48 - modtog politiet en anmeldelse om skyderi nær en basketballbane ved Glommensgade og Sæterdalgade på Amager.

- Nogen har hørt skud blive affyret og set to mænd i mørkt tøj løbe fra stedet. Vi har dog ikke noget brugbart signalement af mændene, fortæller vagtchefen.

Skød efter to personer i Brøndby Strand

Klokken 21.07 modtog Københavns Vestegns Politi en anmeldelse om skud, der var affyret ved indkøbscentret Brøndby Strand Centrum.

En bil med en gruppe unge mænd menes at have været mål for skuddene. Ingen blev dog ramt.

- Der blev skudt mod to personer, siger Søren Puggaard Enevoldsen, politikommissær ved Københavns Vestegns Politi. Politiet har afhørt de to personer, men kan dog ikke sige noget om motivet til skyderiet - men man mener dog ikke, skudepisoden har forbindelse til de to andre skudepisoder i København mandag aften.

- Sådan ser det ikke ud for os, siger Søren Puggaard Enevoldsen.

Tirsdag efterlyser politiet vidner efter skudepisoden, hvor en sort VM Golf blev ramt af to skud. Ifølge politiet blev skuddene affyret fra en scooter ført at to personer klædt i mørkt tøj. Ingen blev ramt, og de to på scooteren flygtede i vestlig retning mod Vallensbæk.

- Hvis nogen har set de to personer før eller efter skudepisoden eller i øvrigt har kendskab til sagen, så hører Københavns Vestegns Politi gerne fra dem, skriver Københavns Vestegns Politi i en pressemeddelelse.

Politiet oplyser, at to mænd kortvarigt blev anholdt, men at de siden blev løsladt igen.