Kvinde fundet død i Svendborg - 32-årig kvinde sigtet for drab

16x9

En kvinde er blevet fundet død på en adresse i Svendborg.

Fyns Politi fik fredag aften en anmeldelse om, at der befandt sig en livløs – muligvis død – kvinde på adressen.

Da politiet kort efter ankom til stedet, var der udover den livløse kvinde en 32-årig kvinde og en 44-årig mand. Den 32-årige kvinde er blevet varetægtsfængslet i fire uger efter et grundlovsforhør ved Retten i Svendborg. Det skriver BT.

Den 44-årige mand har været anholdt i sagen, men han er nu løsladt.

Forsøgt genoplivet

Kvinden blev forsøgt genoplivet, men hun blev erklæret død kort efter.

- Fyns Politis efterforskning på stedet, bistået af kriminalteknikere og retsmediciner, tegner et billede af, at der tidligere på dagen har været drikkelag på adressen. Noget tyder på, at kvinden er dræbt, skriver Fyns Politi i en pressemeddelelse.

Politiet ønsker på nuværende tidspunkt ikke at kommentere på, hvad de to forklarede ved afhøringen, og hvad det eventuelle motiv var.

Der er heller ikke nogen oplysninger om, hvordan kvinden døde.