Terrordømt kan ikke udvises – skal leve på tålt ophold

16x9
Den 33-årige irakiske statsborger Ahmad Khaldhahi kan alligevel ikke sendes ud af landet. I stedet skal han leve på tålt ophold på Udrejsecenter Kærshovedgård (billedet) ved Ikast. Foto: Henning Bagger / Scanpix Denmark

Både Venstre og Socialdemokratiet forventer, at myndighederne har ekstra fokus på ham.

Ahmad Khaldhahi var en af hovedmændene i terrorcellen fra Vollsmose.

Han fik i 2008 12 års fængsel og en medfølgende udvisning af Danmark for bestandigt for sin rolle i det, som den daværende justitsminister Lene Espersen (K) kaldte ”noget af det mest alvorlige, der er sket i Danmark nogensinde”.

Men nu skal han leve på tålt ophold, hvilket skal foregå på Udrejsecenter Kærshovedgård nær Ikast. Beboerne på stedet kan frit komme og gå på centret, men de vil dog normalt være underlagt en opholdspligt, der betyder, at de har pligt til at bo og overnatte på centret.

- Jeg er ærgerlig og irriteret over, at vi ikke kan smide ham ud af Danmark. Og jeg håber, at politiet og PET holder et ekstra øje med ham, siger retsordfører Preben Bang Henriksen fra Venstre til TV 2.

Grunden til, at Ahmad Khaldhahi skal leve på tålt ophold er, at Flygtningenævnet har vurderet, at han risikerer dødsstraf, tortur, umenneskelig eller nedværdigende behandling - eller straf i sit hjemland. Derfor kan han ikke hjemsendes med tvang – eller sendes til andre lande, der kunne finde på at sende ham hjem til Irak.

I Socialdemokratiet kræver man handling fra regeringen.

- Han hører ikke til i Danmark og det vil være til alles bedste, hvis han rejser ud. Vollsmosesagen er en af de alvorligste terrorsager, vi har haft herhjemme og Ahmad Khaldhahi er et potentielt sikkerhedsproblem. Vi vil bede justitsministeren redegøre for, hvad der bliver gjort for at få manden hjemsendt, siger retsordfører og tidligere justitsminister Morten Bødskov (S).

I terrorsagen fra Vollsmose forsøgte Ahmad Khaldhahi i vrede over Jyllands-Postens Muhammedtegninger og krigen i Irak sammen med to andre mænd at fremstille en bombe og bringe den til sprængning et ikke nærmere bestemt sted i Danmark. Blandt bombemålene, der var på tale, var Folketinget, Jyllands-Posten og Rådhuspladsen i København.

I altankassen på Ahmad Khaldhahis bopæl fandt politiet en pose med metalstumper, som kan anvendes i en bombe for at gøre den mere dræbende.
I altankassen på Ahmad Khaldhahis bopæl fandt politiet en pose med metalstumper, som kan anvendes i en bombe for at gøre den mere dræbende. Foto: Fyns Politi
Indholdet af posen.
Indholdet af posen. Foto: Fyns Politi

Ahmad Khaldhahi bestilte en lang række materialer til bombefremstillingen, såsom kemikalier, sække med kunstgødning og laboratorieudstyr, gennem en af terrorcellens andre medlemmer, danskeren Lars H. Denne viste sig dog at være civil agent for PET - og på den måde blev cellen sprængt.

Ahmad Khaldhahi forklarede politiet, at de to sammentapede nivoltsbatterier, man fandt på hans bopæl, var en del af en hjemmelavet tændsats til sprængstof.
Ahmad Khaldhahi forklarede politiet, at de to sammentapede nivoltsbatterier, man fandt på hans bopæl, var en del af en hjemmelavet tændsats til sprængstof. Foto: Fyns Politi

I Alternativet mener retsordfører Josephine Fock, at man skal lade være med at placere Ahmad Khaldhahi under tålt ophold.

- Vi kan ikke udvise mennesker, der er i risiko for dødsstraf eller tortur. Og vi kan ikke lade ham sidde og vente en uendelighed på tålt ophold, så vi bør sluse ham ud i samfundet med det samme. Han skal have lov til at arbejde og bo frit i Danmark, siger hun.

I et skriftligt svar til TV 2 lyder det fra udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V):

- Personer, der begår grov kriminalitet og ikke har noget lovligt ophold i Danmark, er fuldstændig uønskede og skal sendes ud af Danmark, så snart det er muligt. Men det forholder sig sådan, at vi ikke må sende personer på tålt ophold tilbage til deres hjemland. Det kræver en helt særlig aftale, en såkaldt diplomatisk forsikring, med de irakiske myndigheder for at få en person som denne sendt hjem. Regeringen har ansat en udsendelsesrådgiver, der specifikt skal arbejde med hjemsendelse af personer på tålt ophold, og den pågældende udlænding vil også blive omfattet af det arbejde. Så vi gør alt, hvad vi kan, for at for typer som ham sendt ud.

Da Ahmad Khaldhahi blev anholdt natten til den 5. september 2006 på sin bopæl i Vollsmose i Odense, fandt politiet blandt andet en Fakta-pose på altanen med fem kilo metalsplinter, som kunne anvendes til at gøre en bombe mere dødelig. Man fandt også tre CD-rommer med en række manualer til fremstillingen af bomber ved hjælp af gasflasker og kunstgødning, dele til en hjemmelavet tændsats til en bombe, dele til en fjernudløsningsmekanisme samt en række kemikalier i en sengeskuffe.

Da Ahmad Khaldhahi modtog sin dom i Højesteret i 2008 råbte han på arabisk: ”Må Allah lade de hellige krigere sejre. Allah er stor. Død over Amerika. Vi vil vise jer – Allahs fjender – hvad vi kan. Vi vil vise jer, hvad vi kan. Allah er stor. Må Allah bekæmpe jer.”

I både Venstre og Socialdemokratiet går man ud fra at myndighederne er opmærksomme på Ahmad Khaldhahis fremtidige aktiviteter i Danmark.

- Ahmad Khaldhahi er i en særklasse, der kræver stor bevågenhed. Derfor forventer jeg, at politiet holder øje med ham, siger Morten Bødskov (S).

Når tidligere terrordømte løslades er det tilsyneladende ikke altid, at de bliver fulgt tæt af efterretningstjenesten eller politiet.

I april kunne TV 2 fortælle om en anden sag, hvor to tidligere terrordømte nu sidder fængslet og sigtet for at have begået ny alvorlig kriminalitet efter endt afsoning. De to mænd havde hver fået to års fængsel for forsøg på terrortræning hos al-Shabaab i Somalia. Men trods deres terrordomme – og den bevågenhed som dette burde have afstedkommet hos politiet – lykkedes det efter alt at dømme mændene at hacke sig til mindst fem millioner kroner hos tilfældige biblioteksbrugere i Danmark.