Sigtet for forsøg på manddrab: 15-årig truede med kniv på institution

16x9
Arkivfoto. Foto: Jens Nørgaard Larsen / Scanpix Danmark

Efterfølgende flygtede den unge mand fra stedet, inden han blev standset af en patrulje.

En 15-årig dreng er mandag blevet varetægtsfængslet i fire uger, sigtet for forsøg på manddrab på en institution i Vilsund i Thisted Kommune.

Det oplyser anklager Ulrik Junge, som fremsatte anklagerne under dagens grundlovsforhør i Holstebro, til TV 2. 

Den unge mand blev anmeldt søndag efter at have truet en ansat på det opholdssted, han bor på, oplyste politikommissær i Thisted Bjørn Bo tidligere i dag. 

- Den 15-årige beboer truer en ansat med en kniv i en sådan grad, at vedkommende har følt sig truet, siger han. 

Politikommissæren vil ikke komme nærmere ind på, hvilken slags kniv der var tale om. Der var dog tale om "en større kniv". 

Medarbejderen kom ikke til skade, da det lykkedes personalet at fratage den 15-årige kniven. 

Holder kortene tæt ind til kroppen

Herefter forlod den 15-årige stedet. Kort efter blev han standset af en patrulje og blev anholdt uden dramatik. 

Bjørn Bo vil ikke kommentere på, hvorvidt den 15-årige i forvejen er kendt af politiet, men han oplyser, at der kan være gået andet forud for knivtruslen søndag. Og det er blandt andet årsagen til, at den unge mand nu er sigtet for forsøg på manddrab. 

Derudover holder politiet kortene tæt ind til kroppen, mens sagen efterforskes. Således vil politiet heller ikke oplyse navnet på institutionen, ligesom medarbejderens alder og køn heller ikke oplyses. Heller ikke efter grundlovsforhøret er der flere oplysninger

- På grund af den sigtedes unge alder var der referatforbud under grundlovsforhøret, så jeg kan ikke komme mere ind på detaljerne, siger anklager Ulrik Junge.