13-årig pige blev filmet topløs - og så blev hun sexafpresset i to år

En flirt på en videochat blev begyndelsen på et langt forløb med seksuel afpresning, som flere gange drev Julie på randen af selvmord.

Anonymitet

Der er navneforbud i sagen, og derfor er Julie et opdigtet navn. Kvindens fulde identitet er Station 2 bekendt. 

De gik rundt i parken. Han ledte efter et sted, hvor de kunne have sex. Hun ledte efter en udvej og overvejede, om hun kunne løbe fra ham, hvis hun fandt en.

Det nåede Julie aldrig at finde ud af. For han fandt en busk, som han tog hende med om bagved. Han begyndte at tage tøjet af hende. Hun forsøgte at vride sig fri, men han var meget større end hende. Han bad hende om at røre ved sig. 

Julie forsvandt væk i sine egne tanker. Hvad nu, hvis nogen hun kendte opdagede dem? Mon han ville slå hende ihjel, når han var færdig? Det havde hun hørt om, var sket før.

Den eftermiddag i maj 2013 blev Julies hemmelighed. En hemmelighed, som blev tungere og tungere at bære på, og som satte Julie i et skæbnesvangert dilemma.

Skulle hun tage livet af sig selv for at slippe for ham, eller finde modet til at fortælle til nogen, hvad hun blev udsat for? Eller bare lade det ske?

Tryghed i en fremmeds kompliment

Julie var dengang 13 år gammel og gik i 7. klasse. Hun troede egentlig selv på, at hun var god nok, men mobningen i skolen havde gjort selvtilliden mindre og usikkerheden større. De kaldte hende for eksempel 'fede Dorit', selvom hun slet ikke var overvægtig.

Ofte når hun sad på sit værelse og lavede lektier, var hun på Omegle - et socialt medie, hvor man kan være anonym og videochatte med tilfældige mennesker.

Den aften dukkede der en dreng op, som hun syntes, så ret sød ud, som han sad der med sit lyse hår. De skrev sammen i et par timer, snakkede om deres hobbyer og hvor de kom fra. Samtalen gjorde Julie i godt humør.

Drengen sagde, at hun så sød ud og var pæn. Noget hun aldrig havde hørt før – faktisk var hun i flere år blevet fortalt det stik modsatte. Men nu var der pludselig en, der gav hende komplimenter i stedet for at nedgøre hende.

I mere end to år brugte en mand en video til at afpresse 'Julie' seksuelt.
I mere end to år brugte en mand en video til at afpresse 'Julie' seksuelt. Foto: Clara Jetsmark

Derfor tænkte hun ikke over det, da han spurgte, om hun ville trække op i sin bluse foran kameraet.

Men dagen efter gik det op for Julie, at noget var helt galt.

Mød mig, eller jeg deler videoen

Midt i en time fik hun en besked på Facebook. Det var fra ham. Hun smilede for sig selv, og varmen bredte sig i kroppen. Hvor sødt af ham at skrive, tænkte hun. Men da hun åbnede beskeden, blev varmen erstattet af kvalme.   

Han skrev, at han havde en video af hende, hvor hun sad uden trøje på. Og at hvis hun ikke mødtes med ham én gang, ville den ryge på nettet og blive sendt til hendes forældre.

Julie kunne ikke forstå det. Hendes forældre havde altid advaret hende om, at der fandtes gamle mænd med onde hensigter. Men aldrig at en ung mand kunne finde på at gøre noget imod hende. Hun havde lyst til at græde, men holdt tårerne tilbage, så klassen ikke skulle opdage noget.

Hun skrev til ham, at han ikke måtte gøre noget med videoen, og om han ville være sød at slette den. Hans betingelse var, at enten skulle hun sende flere billeder til ham, eller også skulle de mødes. 

Men hvis hun sendte noget til ham, ville han jo bare kunne gøre endnu mere skade. Der kunne vel ikke ske noget ved at mødes med ham bare en enkelt gang, tænkte Julie.  

Ham
frække billeder eller knalde
vælg nu eller youtube
så vælg indenfor en uge hvis over en uge så 2 billed og et knald

Bare den her ene gang

I buskadset bad Julie ham flere gange om at lade hende være. Men hver gang svarede han, at det ikke var det, der var aftalen. De skulle bare være sammen den her ene gang, så skulle han nok lade hende være. Han tog hendes mødom. Så lukkede han sine bukser og gik sin vej.

Tilbage lå Julie og græd. Hun kunne ikke rejse sig, så hun lå bagved busken i næsten en time, før hun tørrede sine tårer væk og cyklede hjem, så hurtigt hun kunne. I håbet om at det var overstået nu, og videoen var slettet.

Men det skulle vise sig, at overgrebet kun var begyndelsen på mere end to år, hvor han brugte videoen til at afpresse hende til at have sex med ham, når han havde lyst.

Skammen voksede og voksede

Julie overvejede flere gange at sige det til nogen. Men hun frygtede, at det bare ville gøre mobningen i skolen endnu værre, så hun holdt det hemmeligt.

De mødtes i parken igen. Og igen. Han fandt også en skov i nærheden, som han ville have sex med hende i. For hver gang de sås, gik han længere. Han pressede hende og overskred hendes grænser. Hele tiden med truslen om, at hvis hun ikke gik med til det, så ville han dele videoen af hende på de sociale medier.

Ham
ville bare sige en eller anden spasser havde gemt den video jeg slettede med dig
"Julie"
hvem og hvordan?
slet den
du ska ik give mig ordre
kan du ikke gøre så den ik bliver lagt ind?
hva for jeg ud af det
vi ka lave en deal som sidst
...er kun 14 tænk over det

Jo længere han gik, jo større blev skammen i Julie – og jo sværere blev det for hende at finde modet til at fortælle nogen, hvad der foregik.

Hun var 13 år gammel, og det betød rigtig meget for hende, hvad andre tænkte om hende. Derfor ville hun hellere gå med til de ting, han bad om, end hun ville risikere, at nogen på skolen eller hendes familie fandt ud af det. 

Men på de dage, hvor hemmeligheden var tungest at bære på, lagde Julie mærke til skarpe genstande over alt. Et knust spejl på skoletoilettet eller det ødelagte låg på shampooen i badet derhjemme fik hende til at tænke på, om selvmord var den eneste vej ud af smerten. 

Bogen, der fik bægeret til at flyde over

Først midt i 9. klasse - efter mere end to år med gentagne seksuelle overgreb - blev det opdaget. 

De havde læst en roman i klassen, hvor et af temaerne var selvmord. Og snakken om det fik Julie til at bryde sammen. Det var jo det, hun stod midt i. Grædende spurgte hun sin lærer, om hun måtte tage hjem. Men hendes lærer insisterede på at få at vide, hvad der var galt. 

Mens de snakkede, tikkede der besked efter besked ind på Julies iPad. Han blev ved med at skrive.

Ham
du ku os sende et par billeder så man kan se om det stadig ser lige så godt ud
vil se det hele ordentligt
"Julie"
du skal ikke presse mig for sidder virkelig med selvmordstanker lige nu
… sidder og græder i timen fordi du presser mit fucking hoved
så må du jo leve med det der følger med nu det droppet

Da Julies lærer opdagede det, tog hun iPaden og læste nogle af beskederne. Og det fik hende til at reagere lynhurtigt. Inden Julie havde set sig om, blev hun kørt på politistationen. 

Det er ikke min egen skyld

I de næste fire timer forklarede hun den kvindelige betjent det hele. Hvordan det var startet, hvad han havde gjort ved hende og hvordan hun havde haft det de sidste 2,5 år. 

Julie havde hele tiden været klar over, at det var forkert, det han udsatte hende for. Men hun vidste ikke, at det var ulovligt. Samtidig følte hun, at det var hendes egen skyld. Det var jo hende selv, der havde sagt ja til at løfte op i blusen dengang.

Uden for lokalet stod Julies forældre og ventede. Grådkvalt omfavnede hendes mor hende, så hun endnu en gang selv brød grædende sammen. Hendes far tog om dem, og der midt i omfavnelsen ramte lettelsen Julie. Nu var hun ikke længere alene med sin hemmelighed. 

Det gik op for hende, at den udvej hun i virkeligheden ledte efter i parken den første gang de mødtes, var modet til at dele med nogen, hvad der foregik. For hvis hun havde turdet tale med nogen om, at han truede hende med videoen, var det måske aldrig kommet så vidt.

Politiet anholdt den unge mand samme aften. Han var 23 år gammel og far til et lille barn. I 2015 blev han idømt 3,5 års fængsel i Retten i Næstved for voldtægterne og en række andre forhold.

I dag er Julie på vej til at tage en uddannelse. Hun har ikke længere selvmordstanker eller et ønske om at skade sig selv. Men efter overgrebene blev opdaget, fik Julie konstateret posttraumatisk stress. 

Torsdag klokken 20.50 kan du se Station 2-programmet 'Fra venneanmodning til sexafpresning', hvor Julie og tre andre piger fortæller om, hvordan de er blevet seksuelt afpresset på nettet. Du kan allerede nu se det på TV 2 PLAY.