Politiet advarer: Unge køber ulovlige knive kendt fra computerspil

16x9
Politiet modtager mange anmeldelser om import af ulovlige våben. Flere af sagerne drejer sig om såkaldte halsknive - en kniv i en skede, som ved hjælp af et bånd hænges om halsen eller skulderen. Og på denne måde kan kniven trækkes med én hånd. Foto: Syd- og Sønderjyllands Politi

I løbet af de sidste fire måneder har Syd- og Sønderjyllands Politi haft 52 sager om halsknive.

I kontrollen af post og pakker i Københavns Lufthavn er politiet stødt på flere halsknive, som kan være importeret, fordi unge kender kniven fra computerspil.

Sådan lyder det fra Syd- og Sønderjyllands Politi, der advarer unge mod at købe knivene, der er ulovlige.

I årets første fire måneder har Syd- og Sønderjyllands Politi modtaget hele 96 anmeldelser om import af ulovlige våben - blandt andet knive.

Knive fra computerspil

52 af sagerne drejer sig om såkaldte halsknive - en kniv i en skede, som ved hjælp af et bånd hænges om halsen eller skulderen. På den måde kan kniven trækkes med én hånd.

Det er primært yngre mænd, som køber halsknive, og ifølge politiet kan unge være inspireret af computerspillet Counter-Strike.

- Ofte er der tale om, at de unge kender kniven fra computerspillet Counter-Strike. De vil så gerne have kniven i virkeligheden, uden at drømme om at tage den med i det offentlige rum, siger politikommissær Torben Kloster i en pressemeddelelse

Men alene det at anskaffe sig kniven er ulovligt og kan straffes med 3000 kroner i bøde.

Politikommissæren anbefaler i stedet de unge at nøjes med at se på våbnet på computerskærmen.