Spøgelsesbilist død efter frontalt sammenstød på motorvej

Føreren af den anden bil blev bragt til hospitalet med politieskorte, men er uden for livsfare.

To biler stødte fredag formiddag frontalt sammen på Herningmotorvejen i vestgående retning ved Harlev. 

Ulykken skete, da en spøgelsesbilist påkørte en anden personbil, oplyser Østjyllands Politi.

Politiet meddelte tidligt, at ulykken var "alvorligt", men længe var der ingen meldinger om de involverede i ulykken.

Kort før klokken 17 kunne politiet så oplyse, at spøgelsesbilisten var en 69-årig kvinde, som døde på stedet af sine kvæstelser.

Føreren af den anden bil er en 61-årig mand, som blev kørt til Aarhus Universitetshospital med politieskorte. Han er uden for livsfare, oplyser Østjyllands Politi. De pårørende er underrettet.

Bilinspektøren skal nu undersøge de nærmere omstændigheder ved ulykken.

Ulykken skete i retning mod Silkeborg ved afkørsel 22 Skovby, og begge spor var efterfølgende spærret, mens redningspersonalet arbejdede på stedet.

Kort før klokken 14 meddelte Østjyllands Politi på Twitter, at begge spor var genåbnet.