Anklager: Det var et planlagt drab på den næste kvinde, der ville med i ubåden

Denne her sag er gået mere ind under huden end andre sager, fortæller anklager Jakob Buch-Jepsen.

Det var ikke et planlagt drab på den svenske journalist Kim Wall, der i august sidste år mistede livet i ubåden Nautilus på Øresund.

Det var et planlagt drab på den næste kvinde, der ville med på denne her ubåd, forklarer anklager Jakob Buch-Jepsen.

- Kim Wall har været et fuldstændigt uskyldigt offer, som er kommet med på denne her ubåd.

Den drabsdømte er Peter Madsen, som onsdag blev idømt fængsel på livstid.

Men vi skal helt tilbage til en lun sommeraften i august sidste år, da svenske Kim Wall ubevidst var på vej til at blive en del af en tragisk historie.

Hun var af Peter Madsen blevet inviteret ud på en sejltur den 10. august. Klokken 19 sejlede de ud i ubåden Nautilus fra Refshaleøen i København.

Samme aften holdt Kim Wall ellers en afskedsfest for sine venner og familie med sin kæreste, inden de skulle flytte sammen til Kina. Men hun havde længe ønsket at lave en reportage om bord på ubåden, og nu kunne det lade sig gøre.

Sejlturen endte i en mordsag. 

Sagen er gået ind under huden på anklager

Ubådsbyggeren Peter Madsen er dømt - udover drab på Kim Wall - for andet seksuelt forhold end samleje af særlig farlig karakter, usømmelig omgang med lig og overtrædelse af reglerne om sikkerhed til søs.

Han har erkendt at have parteret den 30-årige Kim Wall, og flere ligdele er de seneste måneder blevet fundet. Den sidste del blev fundet i november sidste år.

Sagen om Peter Madsen og Kim Wall har i medierne gået under navnet 'ubådssagen'. Ikke alene har den været diskuteret bredt herhjemme og i udlandet, den har også berørt mange mennesker.

En af dem af anklager Jakob Buch-Jepsen. 

Han lægger ikke skjul på, at det har været nogle udfordrende afhøringer af den nu drabsdømte Peter Madsen.

- Selvfølgelig berører det også mig personligt, men jeg har en professionel rolle, siger anklageren om sagen foran retten.

- Denne her sag er gået mere ind under huden end andre sager.

Forsvarer var fåmælt

Modsat anklager Jakob Buch-Jepsen havde Peter Madsens forsvarer, Betina Hald Engmark, ikke mange kommentarer til byrettens dom.

Da TV 2 fangede hende efter domsafsigelsen, lød svaret:

- Jeg har ikke yderligere kommentarer på nuværende tidspunkt. Jeg skal også have lejlighed til at læse det hele igennem, inden jeg vil kommentere yderligere.

Peter Madsens forsvarer havde ikke mange kommentarer til byrettens dom. Video: Rikke Museth Janniche

Peter Madsen er den 15. person på 10 år, der idømmes landets strengeste straf - fængsel på livstid.

Læs hele dommen mod Peter Madsen her.