Peter Madsen omtalte sig selv som drabsmand kort inden møde og sejltur med Kim Wall

En australsk filminstruktør har mandag eftermiddag afgivet sin forklaring i Københavns Byret.

- Vil du have et glas vand?

Specialanklager Jakob Buch-Jepsen kigger ned på en kortklippet, lyshåret kvinde, der sidder i midten af salen. Hun græder.

Sådan og derfor dækker TV 2 Ubådssagen

I Danmark er princippet om offentlighed i retsplejen sikret i Grundloven. For det første skal åbenheden sikre, at ingen bliver straffet i hemmelighed. For det andet bygger borgernes tillid til retssystemet på et grundlæggende kendskab til, hvordan retssager bliver afgjort.

Sagen mod Peter Madsen er en opsigtsvækkende og alvorlig retssag, hvor dele af sagen kan virke stødende. TV 2 dækker retssagen med fokus på beviserne. Stødende detaljer vil blive fremlagt i retten. TV 2 vil med respekt for retsplejen og de efterladte referere detaljer i den udstrækning, de er relevante for sagen.

Kvinden vidner i sagen mod Peter Madsen, der er tiltalt for drabet på den svenske journalist Kim Wall. Det kvindelige vidne sidder ikke alene i vidneskranken, for ved siden af hende sidder en tolk, der oversætter forklaringen fra engelsk til dansk. Kvinden er en australsk filminstruktør, og hun interviewede Peter Madsen, dagen inden han blev anholdt og sigtet for drab i ubådssagen fredag den 11. august.

Inden hun begyndte at græde, var kvinden ved at fortælle om en episode i interviewet med Peter Madsen, som hun nu hele tiden tænker tilbage på.

- I interviewet den 10. august begyndte han at tale om, at han skulle lære at holde mund, fordi han havde svært ved at holde ting for sig selv.

- Og så brugte han analogien om, at han var den hovedmistænkte i mordet på sin nabos hustru. Han sagde ting, som at han havde ret til ikke at udtale sig, og at alt, hvad han siger, vil kunne blive brugt mod ham i retten.

Forklaringen er central for Jakob Buch-Jepsen, da anklagemyndigheden mener, at den nu 47-årige ubådsbygger planlagde drabet på Kim Wall, og at han derfor medbragte sav, kniv, tilspidsede skruetrækkere, plastikstrips og rør på ubåden, inden han sejlede ud i Øresund med den svenske journalist omkring klokken 19.00 torsdag den 10. august.

Fortalte ikke om opkald

Den australske kvinde var sammen med et filmhold i gang med at lave en dokumentar om ubåds- og raketbyggeren Peter Madsen. Filmen nåede at få titlen ’Rocket man’ ('Raketmanden', red.).

Optagelserne begyndte i sommeren 2016 og varede et år.

Sammen med et filmhold optog hun video på Peter Madsens raketværksted torsdag den 10. august fra klokken 12.06 til 14.12. Herefter var der en pause i optagelserne, inden de begyndte igen klokken 15.15. Her interviewede de Peter Madsen frem til klokken cirka 16.30, hvorefter de pakkede sammen og forlod værkstedet omkring klokken 17.00.

Klokken 16.38 modtog han et opkald fra Kim Wall, som han havde kontaktet via sms.

Det var ikke noget, han omtalte over for det australske filmhold, fortæller det kvindelige vidne.

Læs livebloggen fra det femte retsmøde i sagen mod Peter Madsen her.

Peter Madsen fortalte instruktør om sexbegivenhed med flystyrt

Anklager Jakob Buch-Jepsen vil vide, hvordan forholdet var mellem instruktøren og Peter Madsen. De var begyndt at udvikle et venskab og tale om mere personlige emner. Og ja, de talte også om sex, fortæller hun.

- Jeg fik en forståelse af, at han levede i et åbent ægteskab. At han gik på sexklubber.

- Han fortalte om en sexbegivenhed, der handlede om et flystyrt, hvor alle kun havde kort tid tilbage at leve i. Så alle var helt fri til at gøre det, de havde lyst til, siger hun.

Anklagemyndigheden mener, at Peter Madsen bandt Kim Wall i ubåden og mishandlede hende, inden han dræbte hende.

Ifølge den australske kvinde var der aldrig var en seksuel relation mellem de to, og hvis hun følte, at Peter Madsen lagde an på hende, så afviste hun ham, og det accepterede han, bekræfter hun over for forsvarer Betina Hald Engmark.

Den kvindelige filminstruktør var et ud af i alt ni vidner mandag. Læs her, hvad der kom frem på det femte retsmøde i ubådssagen.

Nægter sig skyldig

Peter Madsen er tiltalt for drabet på Kim Wall. Udover drab er Peter Madsen tiltalt for anden kønslig omgang end samleje, for usømmelig omgang med lig og for forskellige brud på søfartslovgivningen.

Peter Madsen har tidligere tilstået partering og usømmelig omgang med lig, men nægtet, at der skulle være foregået noget seksuelt, eller at han skulle være skyldig i drab.

Mandag er den femte retsdag ud af i alt 12 dage i sagen mod Peter Madsen.

Det ventes, at der falder dom i sagen den 25. april.