Min mor advarede mod at udskrive mig - det blev jeg alligevel

Kristian fik som 20-årig diagnosen skizofreni. Kort tid efter udskrivelsen fra en indlæggelse på psykiatrisk afdeling satte han ild til sin lejlighed.

Han husker svagt, at han hældte noget tændvæske ud over de snegle, som kravlede hen over gulvet, op ad væggene, hen over de mange åbne bøger, som lå og dækkede det meste af gulvet. Pludselig stod køkkenet i flammer.

Hvad der derfra skete, står ikke tydeligt i hans hukommelse, men han husker svagt, hvordan han tog flugten. Han måtte ud derfra, inden det gik helt galt. Ud af lejligheden, hen til sin bil og væk.

Jeg var bundpsykotisk. Jeg kunne slet ikke tænke

Kristian Lyngsø, psykiatrisk patient

- Jeg var bundpsykotisk. Jeg kunne slet ikke tænke. I stedet for at forsøge at slukke branden stak jeg af bare af. Det hele står hen i en tåge, og jeg husker faktisk ikke ret meget af det i dag, siger Kristian Lyngsø.

Den dag, den 10. juli 2012, satte han ild til sin lejlighed – få dage efter at være blevet udskrevet fra en psykiatrisk afdeling.

- Jeg var slet ikke klar til at blive udskrevet. Jeg var fuldstændig psykotisk, og min mor begyndte at græde, da lægerne talte om at udskrive mig efter kun to dage på psykiatrisk afdeling. Hun vidste, at det ville gå galt, og det gjorde det så også, fortæller Kristian Lyngsø til Station 2-programmet 'Psykisk syge – en opgave for politiet', som bliver sendt torsdag aften på TV 2.

Lægerne tog det ikke alvorligt

Allerede i teenageårene blev hans forældre klar over, at han havde særlige udfordringer, og at det ikke bare var normale teenageproblemer, der gang på gang dukkede op.

Hans mor tog ham med til lægen, men der blev ikke for alvor grebet ind overfor de spiseforstyrrelser, der plagede ham.

Min mor forsøgte virkelig at råbe dem op, men der skete ikke noget, og jeg syntes jo bare, at det var fedt, for jeg ville gerne være i fred

Kristian Lyngsø, psykiatrisk patient

- Lægerne tog det ikke alvorligt, for drenge får jo ikke spiseforstyrrelser, hed det sig. I stedet talte de om, at jeg havde vokseværk, og at det var derfor, jeg var så tynd. Min mor forsøgte virkelig at råbe dem op, men der skete ikke noget, og jeg syntes jo bare, at det var fedt, for jeg ville gerne være i fred og have min spiseforstyrrelse, for så havde jeg noget at kontrollere alle mine tanker omkring, forklarer Kristian.

Senere, da der kom flere tvangstanker til, isolerede han sig og begyndte at komme i konflikt med sine omgivelser.

- På et tidspunkt troede jeg, at jeg kunne læse folks tanker. At jeg for alvor vidste, hvad de tænkte, selv om de ikke sagde det til mig. Jeg troede også, at alt drejede sig om mig. At når nogen gjorde noget bestemt, så var det møntet på mig. Jeg kom virkelig i konflikt med mange på det tidspunkt, siger Kristian.

Tog heroin som medicin

Som 20-årig fik han diagnosen skizofreni, og han fik også noget medicin, han skulle tage. Men han tog det ikke.

- Jeg syntes jo ikke, at jeg var syg. Det var alle de andre, der var noget i vejen med, så hvorfor skulle jeg tage den medicin. Den sløvede også min hjerne, og jeg havde ikke så meget kontrol. Det brød jeg mig ikke om, forklarer han.

Kristian fortæller, at han i stedet begyndte at selvmedicinere sig med hash, amfetamin og heroin.

- Det gav jo en dejlig fornemmelse i kroppen lige bagefter. Men dagen efter var en kæmpe nedtur. Så det var virkelig en kort fornøjelse, og samtidig dæmpede det jo slet ikke tegnene på min sygdom, jeg blev bare mere og mere mærkelig, forklarer Kristian.

Fabeldyr og en ulykke

På det tidspunkt gik Kristian på HF, og han klarede det i begyndelsen ret godt. Men efterhånden som sygdommen tog over, ragede han uklar med først en lærer og siden med sin kæreste, som gik fra ham. Og det var på denne aften, hvor kæresten gik, at det hele ramlede for Kristian.

Og på vejen ser jeg pludselig en masse farver og fabeldyr. De kom ligesom hen over vejen og eksploderede foran mig

Kristian Lyngsø, psykiatrisk patient

- Jeg satte mig ud i bilen og kørte. Og på vejen ser jeg pludselig en masse farver og fabeldyr. De kom ligesom hen over vejen og eksploderede foran mig. Og jeg hakkede bremserne i for at undvige de imaginære skabninger på vejen. Men hvad jeg ikke havde set, var, at der bag mig kom en lastbil kørende, som med nød og næppe fik undveget mig ved at lave et voldsomt sving. Det var et mirakel, at ingen af os kom noget alvorligt til, siger Kristian.

Chaufføren af lastbilen fik ringet til Kristians forældre, som kom og hentede deres søn, der faldt fuldstændig fra hinanden.

- Jeg lå bare der på bagsædet af deres bil og rablede. Jeg var helt ude af mig selv. De kørte mig til en psykiatrisk afdeling, hvor jeg blev indlagt. Men allerede efter to dage blev jeg udskrevet igen. Også selvom jeg stadig var helt ved siden af mig selv, fortæller Kristian.

Tilbage i lejligheden tog vrangforestillingerne til.

- Jeg havde 1000 tanker oppe i hovedet. Og jeg forsøgte hele tiden at tænke dem til ende, men det ville ikke lykkes. Jeg havde gang i en masse ting på én gang. Jeg læste bøger, så fjernsyn, skrev digte om døden og tegnede og gjorde det hele oveni hinanden, siger han.

Snegle overalt

Samtidig tog forestillingerne om sneglene til. Han kunne se dem overalt. Og han ville ikke have dem i sin lejlighed. De var ulækre og ødelagde hans bøger og tegninger, som de kravlede henover. Så han slog op på internettet, hvordan han kunne komme af med dem. Komme dem til livs. Der stod, at man kunne hælde sprit eller tændvæske på dem. Men det virkede ikke, syntes han. Også selvom han havde pøset hele lejligheden ind i det.

Hvad der derfra skete, er uklart.

Kristian mener, at han gik rundt og røg i lejligheden, og at aske fra cigaretterne kan have antændt væsken. Men en brandekspert forklarede i retten, at man ikke kan antænde væskerne på den måde. Uanset antændingsmetoden stod lejligheden pludselig i flammer.

Heldigvis kom ingen andre beboere noget til ved branden, men Kristian Lyngsø blev anholdt af politiet og blev senere idømt en ambulant behandlingsdom på ubestemt tid.

I dag kan jeg godt se, at jeg burde have haft meget mere hjælp. Jeg skulle slet ikke have været udskrevet fra psykiatrisk afdeling

Kristian Lyngsø, psykiatrisk patient

- Op til at branden skete, isolerede jeg mig mere og mere. Det var helt bevidst, fordi jeg ikke ville have, at nogen skulle blande sig i mit liv. Men i dag kan jeg jo godt se, at jeg burde have haft meget mere hjælp. At jeg ikke skulle have haft lov til at gå der selv. Og jeg skulle slet ikke have været udskrevet fra psykiatrisk afdeling. Jeg ville ønske, at de havde lyttet til min mor, at de ikke havde udskrevet mig, men i stedet havde beholdt mig og havde givet mig den nødvendige behandling. Så kunne man have forhindret, at alt det her var sket, siger Kristian.

Kristians historie er ikke enestående, mener psykiater Lars Martin Nielsen. Tværtimod.

- Det går desværre kun én vej. Jeg oplever, at folk er blevet mere syge, når vi kommer ud til dem. Situationerne er blevet mere alvorlige, siger psykiater Lars Martin Nielsen.

Igennem 20 år har han håndteret mange alvorlige episoder med psykisk syge som Kristian.

- Jeg er så flov

I dag har Kristian det godt. Han tager medicin mod sin skizofreni, har fået en kæreste og arbejder et par gange om ugen.

Han har det rigtig dårligt med, at han satte ild til lejligheden og samtidig udsatte nogle andre for fare. Også selvom han på det tidspunkt var så syg, at han ikke vidste, hvad han gjorde.

Jeg er ked af, at det kom så vidt, inden jeg kunne få den behandling, som jeg skulle have haft helt fra starten

Kristian Lyngsø, psykiatrisk patient

- Jeg er så flov over, at jeg satte ild til lejligheden, og at politiet og retssystemet anså mig som værende så farlig, at jeg skulle idømmes en behandlingsdom på ubestemt tid. Jeg er ked af, at det kom så vidt, inden jeg kunne få den behandling, som jeg skulle have haft helt fra starten. Og jeg er ked af, at jeg har kostet samfundet så mange penge, forklarer han.

Han understreger, at han ville ønske, at han selv kunne have indset, hvor syg han i virkeligheden var. Og selv kunne have insisteret på hjælp.

- Men det er jo desværre en stor del af det at være så syg. At man ikke selv ved, at man lever i en anden verden end den, alle andre lever i. At man ikke selv ved, at man er så syg. Min virkelighed var jo ligeså virkelig for mig, som den rigtige virkelighed er for andre mennesker. Derfor reagerer man jo ikke, siger Kristian Lyngsø.

Se mere om politiets udfordringer med psykisk syge i aften klokken 21.05 i programmet 'Station 2: Psykisk syge – en politiopgave?'.