Fire politihunde jagtede tyve i fem timer

16x9
Hundene jagtede tyvene i 5 timer. Arkivfoto Foto: Johan Gadegaard / Scanpix Denmark

Både hunde og hundeførere var trætte og tørstige, da de vendte hjem fra en fem timer lang eftersøgning natten til onsdag.

13-15 kilometer gennem grøfter, eng, asfalt og sump fulgte politihunde sporet af tre polske mænd, før det lykkedes dem at få dem indhentet i nat 

Politiet modtog et opkald fra et vidne, som havde set seks mænd i færd med at skære presenningen op på en lastbil, der holdt parkeret på en rasteplads ved Ejer Bavnehøj ved Skanderborg.

Da patruljen ankom, stak tre af de seks mænd af. På stedet anholdt politiet de tre af tyvene, der ikke var helt lige så hurtige som deres medsammensvorne. Der fra måtte der tilkaldes hundepatruljer, som sammen med politiet satte efter de tre hurtigløbere.

Hunde måtte afløse hinanden i løbet af natten

Jesper Brian Jensen, vagtchef ved Sydøstjyllands Politi, fortæller til TV 2, at der var fire hundeførere med hver deres hund af sted. De måtte afløse hinanden på den fem timer lange aktion for at undgå, at hundene blev for udmattede.

- Hundene var trætte og tørstige, da de kom hjem i morges. Og det var hundeførerne nu også, siger vagtchefen.

Det tog intet mindre end fem timer for hundepatruljerne at snuse sig frem de tre tyve, der var stukket af fra rastepladsen. Da de fik dem indhentet, havde patruljen tilbagelagt 13-15 kilometer.

130 computere og 37 fjernstyrede biler

På rastepladsen fandt politiet den polske lastbil, som tyvene stjal fra, en polsk varebil og tre polske tyve. Og senere ud på natten blev de tre tyve altså til seks.

Blandt tyvekosterne i bilen var 130 stationære computere, en natkikkert og 37 fjernstyrede biler, der anslås til at have en værdi på 500.000 kroner.

Politiet oplyser, at de polske mænd er henholdsvis 23, 23, 24, 26, 29 og 54 år. De fremstilles onsdag i grundlovsforhør ved Retten i Horsens.