Kvinde er omkommet efter trafikulykke nord for Aarhus

16x9
ARKIV Foto: Scanpix

En kvinde er død efter en ulykke på motorvejen mellem Aarhus og Randers. Hendes partner er hårdt kvæstet.

En kvinde er omkommet efter en trafikulykke natten til søndag på motorvejen fra Aarhus mod Randers.

Kvindens partner, en mand, er kommet til skade i ulykken, oplyser vagtchef Jens-Henrik Jensen fra Østjyllands Politi.

Familien ikke underrettet

Den dræbte kvinde er mellem 40 og 50 år.

- Vi mangler stadig at underrette hendes familie og kan derfor ikke oplyse yderligere i øjeblikket, siger vagtchefen til TV2.

Ulykken skete, da en varebil kørte op i en personbil på strækningen mellem Hadsten og Sønder Borup.

Årsag til ulykke ukendt

Kvinden og hendes partner blev bragt til traumeafdelingen på sygehuset i Skejby med alvorlige kvæstelser. Men det lykkedes ikke lægerne at redde kvindens liv.

- Vi ved endnu ikke præcist, hvad der forårsagede ulykken, men foreløbige undersøgelser tyder på, at den påkørte bil måske har holdt ind i nødsporet, siger Østjyllands Politi.

Føreren af varebilen blev lettere tilskadekommen ved ulykken.

Vejen blev efterfølgende spærret midlertidigt for andre trafikanter.