Han har delt nøgenbilleder på Facebook - og hun har fået delt en sexvideo mod sin vilje

En skjult optagelse med Benedicte Nielsen, der har sex, blev delt på Snapchat. Nu mødes hun med en, der er dømt for at dele andres billeder.

Benedicte Nielsen er ankommet i god tid før mødet.

Hun er nervøs og bange for at glemme de spørgsmål, hun gerne vil have svar på. Derfor har hun medbragt en sort notesbog, hvori spørgsmålene er skrevet ned:

Hvordan har du det, når du tænker på den pige, du delte billeder af? Hvilke konsekvenser har dommen haft for dig? Og hvad tænkte du på, da du delte de billeder? Det er er bare nogle af de ting, hun gerne vil have svar på.

Spørgsmålene er skrevet til en mand, som Benedicte Nielsen har indvilliget i at mødes med. De kender ikke hinanden, og det er TV 2, der har sat mødet op.

Men selvom deres sager ikke har noget med hinanden at gøre, er de begge nysgerrige på, hvad en retssag som deres har haft af konsekvenser for den anden part.

- Jeg er spændt på at høre, hvad han har at sige. Jeg har aldrig hørt det fra gerningsmandens side før, siger Benedicte Nielsen.

Jeg har ingen idé om, hvor mange der har set videoen

Benedicte Nielsen, gymnasieelev

Dømt for at dele uden samtykke

Manden, som hun har sagt ja til at møde, er JM. Han har uden samtykke delt billeder af mindst én delvist afklædt pige i en privat gruppechat på Facebook.

I november blev han idømt 10 dages betinget fængsel for at have delt billederne. Sammen med en anden ung mand var han sigtet for både distribution af børnepornografi, videregivelse af private billeder uden samtykke og blufærdighedskrænkelse, men endte med kun at blive dømt for de to sidste forhold.

Han fortæller, at han har modtaget trusler på livet, og derfor ønsker han at være anonym. JM er opdigtede initialer, men TV 2 er bekendt med hans fulde navn.

At have en sigtelse hængende over sig i to år med børnepornografi får jo folk til at se en som pædofil

JM, dømt for at videregive private billeder

JM har svært ved at huske præcis, hvilke tanker der gik igennem hovedet på ham, i det øjeblik han delte billederne.

I dag ved JM, at han i hvert fald ikke tænkte sig om.

- Uden at tænke over det, så gjorde man det bare. Og så var billederne i den gruppe. Når folk spiller hinanden op, så føler man sig jo sej. Og det er på en måde en anerkendelse fra de andre drenge i gruppen, siger JM.

Fremmede grinte af hende på gaden

Den mand, der optog og delte videoen med Benedicte Nielsen, blev i november dømt for distribution af børneporno, fordi Benedicte Nielsen kun var 16 år, da videoen blev optaget. Gerningsmanden fik 40 dages betinget fængsel. 

Først otte måneder efter den blev optaget, så Benedicte Nielsen den med egne øjne.

Hun havde hørt rygter på gymnasiet om, at der fandtes en videooptagelse med hende. Men Benedicte Nielsen havde svært ved at tro på det, for hun var ikke selv klar over, at hun var blevet filmet under sex.

- Der var fremmede på gaden, der grinte af mig, stønnede mig i ansigtet, fortæller hun.

Svært at følge med i skolen

Benedicte Nielsen smiler, da hun tager imod JM. Hun kan godt mærke, at det er en svær situation for ham. Men det er det også for hende. 

De skiftes til at stille de spørgsmål, de begge har forberedt til dagens møde.

Jeg dømmer dig ikke, det vigtigste for mig er, at der bliver gjort noget ved problemet,  siger Benedicte Nielsen til den 18-årige mand.
Jeg dømmer dig ikke, det vigtigste for mig er, at der bliver gjort noget ved problemet, siger Benedicte Nielsen til den 18-årige mand. Foto: TV 2 / TV 2

JM har ikke selv talt med den pige, han blev dømt for at dele billeder af, men han har hørt, at hun ikke har haft det nemt. JM vil derfor gerne høre, hvordan Benedicte Nielsens sag har påvirket hendes skolegang.

- Jeg var meget ukoncentreret. Jeg kunne slet ikke fokusere, især fordi jeg vidste, han gik rundt på gangene. Jeg fik en advarsel på grund af manglende afleveringer og er kun kommet igennem, fordi jeg tog mig sammen, siger Benedicte Nielsen, der i dag er 18 år.

Tanken om at gå i skole og blive konfronteret med videoen eller den dreng, der delte den, fik Benedicte Nielsen til at blive væk, fortæller hun.

JM fortæller, at hans retssag også har haft vidtrækkende konsekvenser.

- Hvilke? spørger Benedicte Nielsen.

- Jeg har modtaget trusler på grund af sagen, jeg er blevet smidt ud af to skoler, og så har det også påvirket mit sociale liv. Dér er jeg også blevet dømt på en måde, siger JM og uddyber:

- At have en sigtelse hængende over sig i to år med børnepornografi får jo folk til at se en som pædofil. Det var meget hårdt for både min mor og resten af familien. Men nu er jeg dømt og kan komme videre og sprede budskabet om, at det ikke er okay, det her.

Status i at dele

I dag ved Benedicte Nielsen ikke, hvor mange der har set den video, der blev optaget af hende. Men hun har tænkt meget over, hvorfor der i det hele taget er nogen, der har behov for at dele noget så privat.

Det har JM svært ved at forklare hende. Men han tror, det handler om status. Han har læst, at nogle taler om det som en slags byttehandel med fodboldkort, og det er nok ikke helt ved siden af, siger han.

- Men hvordan har du det, når du tænker på, hvordan pigen, du delte billeder af, har det i dag? spørger Benedicte Nielsen.

- Jeg er flov over det. Og jeg ved også godt, hun ikke har det særlig godt. Det skammer jeg mig også over, siger JM.

Man skal tænke sig om

Både den 18-årige mand og Benedicte Nielsen har en ambition om at gøre andre unge opmærksomme på, hvor store konsekvenser en sag om deling af privat, krænkende materiale kan have. 

- I dag er der mange, der tænker, at de ikke bliver fanget, de tænker ikke over konsekvenserne. Men jeg håber, at et større fokus på det kan hjælpe, så folk ikke begår samme fejl, jeg begik for to år tilbage, siger JM.

Benedicte Nielsen håber også, at den store sag med de 1004 unge vil have en afskrækkende effekt. Især håber hun, at de unge forstår konsekvenserne, ikke bare for offeret, men også for dem selv, og henviser til JM's historie, som hun nu er blevet klogere på.

- Man skal også høre din historie, synes jeg. Den er væsentlig. Du har indset, at du har gjort noget forkert. Og du indrømmer det. Jeg synes, det er enormt godt at høre, at det også har påvirket dig. Og ikke kun offeret, men at du også har medfølelse, og at der også er sket noget med dig, siger Benedicte Nielsen.