Sikkerheden er skruet op på politigård siden politidrab

16x9
Jesper Jul blev 43 år. Foto: Vestegnens Politi

Mandag begynder ankesag om drabet på betjent Jesper Jul, der blev skudt ved Albertslund Politigård i 2016.

Ekstra overvågning, belysning, spejle og snart kommer måske også et 2,5 meter højt hegn.

Sikkerheden omkring politigården i Albertslund er blevet oprustet, siden hundefører Jesper Jul blev skudt på klos hold ved politigården i 2016.

Jørgen Jensen, formand for Vestegnens Politiforening, fortæller, at det høje hegn skal sikre politiets tjenestebiler, og at medarbejdere sikkert kan gå til og fra arbejde.

- Det er en erkendelse af, at i 2018 er man også nødt til at tage nogle forholdsregler, som gør, at personalet, der møder på alle tider af døgnet, også når det er mørkt, har en sikker adgangsvej til og fra arbejdspladsen.

Tryghedsskabende for medarbejdere

- Man har vurderet, at det vil være tryghedsskabende for medarbejderne, at når de møder ind, så vil de kunne parkere i et indhegnet område, hvor der er direkte adgang til politigården, siger Jørgen Jensen.

Indhegningen får dog ikke betydning for besøgende til politigården. De vil fortsat have adgang via hovedindgangen.

Ifølge Albertslund Posten skal opsætningen af hegnet vedtages i kommunalbestyrelsen, før det bliver en realitet.

Foruden hegnet har politigården efter drabet også fået yderligere belysning, overvågning og spejle, så man lettere kan se omkring hjørner.

Drab eller grov vold

Den 27-årige Mikkel Starsø Renard blev i Retten i Glostrup i september idømt forvaring for drabet for at have skudt Jesper Jul ned ved en indkørsel til Albertslund Politigård. Jesper Jul afgik efterfølgende ved døden.

Mikkel Starsø Renard har anket dommen, og mandag begynder ankesagen i Østre Landsret, og dommen ventes torsdag. Han har erkendt at have skudt betjenten, men mener, at der er tale om grov vold med døden til følge.

Generelt har der de senere år været et øget fokus på sikkerheden for landets betjente, fortæller formand for Politiforbundet Claus Oxfeldt.

- Der er ingen tvivl om, at siden angrebet på Krudttønden og i Krystalgade er sikkerhed tænkt meget mere ind i uddannelsen og i det daglige, siger han og forklarer, at det også indebærer politistationerne.

Nødt til at have sikkerhedsforanstaltninger

Han vil dog ikke ind i, hvordan sikkerheden mere præcist er styrket.

- Der er sket en masse sikkerhedsforanstaltninger rundt om i landet. Det er desværre ikke lige så let tilgængeligt at komme ind på alle politistationer, som det tidligere har været.

- De sikkerhedsforanstaltninger er vi selvfølgelig nødt til at have, siger han.

Skudepisoden i Albertslund
Mandag den 5. december 2016
En kaliber 22-pistol stjæles fra Rødovre Skytteforening
Om aftenen henvender en person fra skytteforeningen sig på den formodede gerningsmands bopæl i Glostrup, hvor han bor med sin mor. Den formodede gerningsmands mor ringer til ham flere gange, og lægger en besked på telefonsvareren. Hun fortæller ham, at han skal aflevere pistolen tilbage.  
23.16
Våbentyveri anmeldes
Rødovre Skytteforening anmelder tyveri af våben. Det viser sig senere at være den sigtede, der har stjålet en kaliber 22 pistol.
Senere på aftenen snakker den formodede gerningsmand med sin mor. Han afslutter samtalen hurtigt af frygt for at hans telefon bliver sporet. 
Tirsdag den 6. december 2016, 08.15
Gerningsmand går mod politimand
Betjent kører op ved rampen til politigården i Albertslund for at lufte sin hund. Den formodede gerningsmand kommer gående mod politibilen.
08.16
Skyderi finder sted
Politiforbundet er chokeret over, at en kollega tirsdag er blevet skudt i hovedet. Martin Sylvest / Scanpix Denmark
Fra en afstand på 2-3 meter afgiver gerningsmanden skud mod betjenten, der falder til jorden. To kolleger overværer det fra 20-30 meters afstand.
08.19
Skyderi anmeldes
Anmeldelse løber ind til vagthavende ved Københavns Vestegns Politi om, at en politibetjent er blevet skudt i hovedet.
08.39
Den formodede gerningsmand ringer til advokat
Den 43-årige betjent blev skudt på meget kort afstand, oplyser politiet. Martin Sylvest / Scanpix Denmark
Overvågning af den formodede gerningsmands telefon iværksat. Han søger på forsvarsadvokat Mette Grith Stage og ringer til hende kort efter. Den går på telefonsvarer.
​08.53
Advokat ringer igen
Advokatfirmaet ringer tilbage. Her går den på den formodede gerningsmands telefonsvarer. 
08.56
Den formodede gerningsmand anholdes
Politibetjenten er i kritisk tilstand efter skud i ohovedet. Martin Sylvest / Scanpix Denmark
Den formodede gerningsmand anholdes. Han er forvirret, forpustet, træt og svedig og har sort slam på hænderne. Han undrer sig over anholdelsen og forklarer, at han blot var ude at løbe.
I tidsrummet fra 08.19 til 08.56 har den formodede gerningsmand telefonisk kontakt til sin far, hvor han fortæller ham, at han har stjålet en pistol og gjort noget dumt.