Sexvideo delt på Facebook: 20-årig nægter sig skyldig

I samarbejde med TV 2 Østjylland

Sagen er den første af ni sager, der skal afprøves ved retten.

Det er den første af formentlig mange sager, som mandag formiddag skal afprøves ved Retten i Randers.

Den anklagede i sagen - en 20-årig mand fra Syddjurs - er en af de flere end 1000 fortrinsvis unge, politiet for nylig sigtede for udbredelse af børneporno via Facebooks messenger-funktion.

Anklagemyndigheden ved Østjyllands Politi vil mandag offentliggøre anklageskriftet, men allerede nu står det klart, at den unge mand er tiltalt efter straffelovens paragraf 235, som omhandler udbredelse af børneporno.

- Min klient nægter sig skyldig. Derudover har vi aftalt, vi ikke kommenterer sagen, før vi har været i retten, siger mandens advokat, Dorthe Østerby, til TV2 ØSTJYLLAND.

Hvad er det konkret, han nægter sig skyldig i?

- Det kan jeg ikke kommentere, siger Dorthe Østerby.

Politiet: Videoerne er børneporno

Den 15. januar kunne Rigspolitiet fortælle, at mere end 1000 - primært unge - ville blive sigtet i sagen, der handler om deling af billeder og en sexvideo med to 15-årige.

De unge er hovedsageligt sigtet for udbredelse af børneporno, da personerne i videoen er under 18 år.

Ifølge lektor og ph.d. i strafferet ved Aarhus Universitet Nicolaj Sivan Holst må den første sag i rækken være interessant for politiet.

- Politiet kan bruge sagen til at se, om tiltalen har været rejst rigtigt. Og om bevisbyrden bliver løftet rigtigt i denne type af sager, siger han til TV2 ØSTJYLLAND og fortsætter:

- Det kan jo være, sagen falder ud på en sådan måde, at politiet er nødt til at rette ind i forhold til de kommende sager. Det kommer til at handle om, hvordan retten ser på, om det bliver bevist, hvad politiet påstår.