Hunde jagtede indbrudstyve i fire timer - udmattet tyv overgav sig efter flugt på 11 kilometer

16x9
De to politihunde Tjalfe og Loke kom ud på noget af en opgave en fredag aften i januar. Foto: Nordsjællands Politi

Ofte er der kun en enkelt hundepatrulje på arbejde. Men denne fredag aften var der to, og det blev der hårdt brug for.

To politihunde blev heltene, da de jagtede to indbrudstyve på skift i næsten fire timer og over en strækning på 11 kilometer fredag den 19. januar. Nedenfor en gennemgang af den opsigtsvækkende eftersøgning.

Det er fredag, og Mikkel er på patrulje i Nordsjælland. Klokken 18.30, mens han sidder i politibilen med sin makker et sted mellem Hillerød og Fredensborg, lyder det over radioen:

- Indbrud i øjeblikket.

I et parcelhus på Damgårdsvej i Nivå har en familie taget nogle tyveknægte i en ugerning. Adressen er kun 10 minutter fra, hvor Mikkel befinder sig. 

36-årige Mikkel er hundefører, og i bagagerummet sidder schæferhunden Tjalfe. Og lige præcis denne melding er en af de spændende opgaver. Grunden til, han blev hundefører for tre et halvt år siden.

Familien befandt sig lidt længere nede ad Damgårdsvej, da et vagtselskab klokken 18.26 sendte dem en sms om, at husets alarm var gået. De reagerede prompte, og manden og svogeren ræsede hjem. Den var god nok.

Et indbrud var i gang, og de havde taget tyvene på fersk gerning. Ejerens hjemkomst fik tyvene til at stikke af gennem haven mod Niverød Kongevej.

Klokken 18:40 ankommer Mikkel til hjørnet af Nordvej og Niverød Kongevej cirka 100 meter fra huset, hvor vidner og en patruljevogn havde samlet sig.

Hvilken vej?

Mikkel lukker hurtigt Tjalfe ud af bagagerummet. Under turen til stedet har vagtcentralen givet meldinger om, hvad vidner har fortalt. De er løbet nord ad Niverød Kongevej, havde manden set, så Mikkel får straks Tjalfe til at søge langs vejen.

Et vidne sendte i virvaret først Tjalfe og Loke mod nord, hvor sporet var dødt. Men da de søgte den modsatte vej, var der bid.
Et vidne sendte i virvaret først Tjalfe og Loke mod nord, hvor sporet var dødt. Men da de søgte den modsatte vej, var der bid. Foto: Mads Buur Simonsen / TV 2

Hunden søger efter en frisk fært langs vejen. Sandsynligheden for, at andre personer har været på stedet efter gerningsmændene, er meget lille.

Men sporet er dødt. Tilbage ved det lille t-kryds er der virvar. Sådan er det stort set altid i en situation som denne, siger Mikkels erfaringer.

Et andet vidne fortæller nu, at han så nogen krydse vejen, så Mikkel ændrer retning og sætter Tjalfe i gang med at søge mod syd.

Og hvor marken overfor huset møder et lille stykke skov, giver Tjalfe klart signal. De skal vestpå. Ud over den våde, smattede mark langs skovstykket mod Helsingørmotorvejen og ud i mørket.

Dobbelt team

Mens Tjalfe søgte, ankom en anden hundepatrulje. Det er ikke altid, de er to på arbejde. Og da de tilbød deres hjælp, tog Mikkel imod med kyshånd.

Når to hundepatruljer er på en opgave sammen, kan de gribe den an på to måder. Man kan arbejde, som man gør i banecykling; en hund går forrest på sporet med den anden i hælene. Bliver den forreste træt eller mister færten, bytter de plads, og den bagerste tager over.

Men fordi Mikkels hund Tjalfe allerede var på sporet og i færd med at trække ham over marken, nåede de ikke at gøre overvejelsen. Mortens opgave er derfor at afskærme tyvene i bil.

Hver betjents radio indeholder en gps, så Morten og makkeren på en lille skærm i bilen hele tiden kan se, hvilken vej, Mikkel går. De skal nu forsøge at overhale tyvene og afskærme flugtruten. Når tyvene ser de blå blink foran sig, vil de enten stoppe og gemme sig eller blive stressede og ændre retning. Bilen må dog ikke komme for tæt på hunden. Så tror den bare, at øvelsen er overstået.

En hurtig beslutning

Tjalfe har trukket Mikkel over marken langs træerne og ned forbi en landejendom tæt ved Helsingørmotorvejen. Der er mange biler på motorvejen en fredag aften, så bilerne blæser forbi dem, mens de står ved vejkanten. Tjalfe ænser dem ikke. Sporet fører over vejen, og han fokuserer ikke på andet end det.

Det var ikke med Mikkels gode vilje, men miskommunikation med makkeren tvang ham til at forcere Helsingør Motorvejen med Tjalfe i favnen.
Det var ikke med Mikkels gode vilje, men miskommunikation med makkeren tvang ham til at forcere Helsingør Motorvejen med Tjalfe i favnen. Foto: Mads Buur Simonsen / TV 2

Men Mikkel tøver. Han kalder vagtcentralen. Han vil have Morten til at køre ned på motorvejen og holde ind i nødsporet på den modsatte side, så hans hund, Loke, kan overtage sporet.

Vigtige minutter går. En opgave som denne, hvor der er en reel chance for at fange en bandit, kommer ikke på hver vagt. Nu kan alle træningstimerne virkelig bruges.

10 minutter senere ser han Mortens blå blink. Ikke på motorvejen, men på en landevej bagved et par hundrede derfra. De må have misforstået ham. Så i en hurtig beslutning tager han Tjalfe i favnen og spejder efter et hul i trafikken.

Da det kommer, forcerer han vejen. På den anden side tager det ikke Tjalfe mange sekunder at opfange færten.

Vis mig den så

Tjalfe trækker Mikkel over endnu en mark, da han pludselig vil ændre retning. De blå blink må have fået tyvene til at skifte retning. Makkerparret fortsætter mod syd gennem marker og skov langs Langstrup Mose, til sporet igen er vestvendt mod Nivå.

Tjalfes 10 meter lange line bliver slap, da de når åen. Han har fundet noget. Da Mikkel når frem, ser han schæferhunden ligge under et grantræ.

Da Tjalfe viste Mikkel, at en af tyvene havde efterladt sin mobil under et grantræ, var betjente klar over, at de var lige i hælene på dem.
Da Tjalfe viste Mikkel, at en af tyvene havde efterladt sin mobil under et grantræ, var betjente klar over, at de var lige i hælene på dem. Foto: Mads Buur Simonsen / TV 2

Når en sporhund finder en genstand, gerningsmanden har smidt fra sig, lægger den sig med genstanden mellem poterne. Er den meget lille, kan hundeføreren få hunden til at pege på den med snuden. Mikkel gør det ved slå ud med armene og sige ”vis mig den så”.

Men det er ikke nødvendigt. Mikkel kan tydeligt se mobiltelefonen mellem Tjalfes poter. Det kan kun være en af tyvenes, for når en sporhund først har fanget en fært, ignorer den alle andre.

Sådan. Nu er der ingen tvivl om, at de er på rette spor. Mikkel er glad. Hans hund gør et fornemt stykke arbejde. Og da de kort efter har krydset Nivå og mødt endnu en smattet mark, kan Mikkel se to sæt fodspor føre ud på den. De er lige i hælene på tyvene.

Godt de er to

Bliver en sporhund træt, mister den overblikket. Selvom sporet skifter retning, går den på autopilot og fortsætter ligeud. Det er hundeførerens opgave at læse træthedssignalerne.

De har søgt tre kilometer gennem marker, åer og skove, og da de når en bevoksning med pil, begynder Tjalfe at flakke. Han har ikke snuden i jorden, søger meget og bevæger sig ikke fremad.

Ved en pileplantage mistede Tjalfe sporet. Loke tog over og viste Morten, at de skulle fortsætte over marken.
Ved en pileplantage mistede Tjalfe sporet. Loke tog over og viste Morten, at de skulle fortsætte over marken. Foto: Mads Buur Simonsen / TV 2

De har rykket sig hurtigt og effektivt, så tyvene må være lige om hjørnet. Men de kan ikke risikere at miste sporet. Det er tid til at skifte hund.

Loke har siddet klar i bilen, mens Morten har skærmet af for tyvene. Havde de valgt at lade begge hunde følge sporet, kunne de have skiftet hurtigere. Men så havde de begge også været uden kræfter. Og nu er det tid til at skifte en frisk hund ind.

Fem minutter senere ankommer Morten til stedet. Han slår en ring i en radius af 20-30 meter om Mikkel og sætter Loke i gang med søge. Kort efter forsvinder Loke mod nord med Morten efter sig.

Vandhund

Mikkels makker er også ankommet, og de overtager afskærmningsopgaven. De er kendte i området. Men at dømme ud fra flugtruten, ser tyvene ikke ud til at være det.

Det er sjældent, at et hundeskift er nødvendigt. På nuværende tidspunkt er gerningsmændene normalt enten fundet, eller sporet er dødt.

Men Loke fangede hurtigt færten, så Mikkel følger Morten nøje på skærmen i bilen og forsøger at skærme tyvenes rute, så godt han kan.

De knækkede siv bevidner om, at tyvene har krydset søen. En manøvre, der kostede den ene hans sko.
De knækkede siv bevidner om, at tyvene har krydset søen. En manøvre, der kostede den ene hans sko. Foto: Mads Buur Simonsen / TV 2

Efter yderligere tre kilometer når Morten en lille sø, og så er det hans tur til at kalde på backup. Tæt siv omkranser søen, så der er mange potentielle gemmesteder.

I film ser man tit, at folk på flugt søger mod vandløb for at få hunden til at tabe færten. Det er en skrøne. Der er så meget af tyvenes fært i søen, at Tjalfe og Loke vil i vandet. Det tyder på, de to tyve har gjort det samme.

Betjentene søger i hver deres retning om søen. Da Mikkel når et sted, hvor sivene ser nedtrådte ud, er Tjalfe ikke i tvivl. Han er på sporet igen.

Please help

Med en fokuseret hund foran sig fortsætter Mikkel mod syd. Tre kilometer skråt over Kongevejen og ned langs Lønholt Mose. Tjalfe har ikke været i tvivl om vejen, men efter tre kilometer er han træt igen.

De to hundepatruljer mødes på et åbent område ved en stor hestefold. For at give Loke optimale arbejdsbetingelser kaster Mikkel Tjalfe over stødhegnet og ind i folden.

Mikkel sendte Tjalfe ind i en hestefold for at gøre plads til den at Loke kunne søge – det viste sig at være en god beslutning.
Mikkel sendte Tjalfe ind i en hestefold for at gøre plads til den at Loke kunne søge – det viste sig at være en god beslutning. Foto: Mads Buur Simonsen / TV 2

Men Tjalfe er ikke færdig. Mikkel beslutter at bruge tiden på at afsøge folden, og pludselig rejser en skikkelse sig i mørket 20 meter fra ham. Tjalfe stormer hen og giver hals. Det er den fært, Tjalfe har været låst fast på siden klokken lidt i syv.

Havde manden forsøgt en sidste flugt, havde Mikkel sluppet Tjalfe, så han kunne stoppe ham. Men manden står helt stille.

- Hjælp. Jeg fortæller alt, bare sæt mig i fængsel, siger han opgivende på engelsk.

Han er iført joggingbukser, t-shirt og åben termojakke. På fødderne sidder ingen sko, men et par brune sokker, der engang var hvide. Han er våd og ryster af kulde.

Mikkel kigger på uret for første gang, siden han parkerede bilen på Niverød Kongevej. Klokken er 21.30. Første mand er anholdt, og betjentene bobler af glæde.

En fed følelse

Morten fortsætter på sporet, der ifølge Loke slet ikke er dødt. Morten håndterer tyven, videregiver ham til en patruljevogn og fortsætter derefter jagten fra bilen.

Betjentene er tændte, og adrenalinen pumper. Efter knap tre timer har de fået den første sejr. Nu skal den anden i hus.

Den kommer 40 minutter senere.

I første omgang lignede det, at sporet var dødt, men så trak Loke Morten ind på en gård.
I første omgang lignede det, at sporet var dødt, men så trak Loke Morten ind på en gård. Foto: Mads Buur Simonsen / TV 2

Morten og Mikkels vagt skulle have sluttet klokken 22. Så en ny hundepatrulje var mødt ind for at tage over. Den var nu på vej for at overtage jagten med friske kræfter.

I mellemtiden var Morten og Loke nået en gård, der så ud til at være forladt. Der ville Loke ind. På gårdspladsen førte våde fodspor dem til en åben lade, og oppe på høloftet lå en mand kun iført træningsbukser. Resten af tøjet havde han smidt på vejen.

Efter 11 kilometer og en 3,5 timer lang jagt står et par våde og beskidte hundeførere nu tilbage.

Politikredsens længste hundejagt nogensinde fortjener et high five, men meget mere bliver det ikke til. Forude venter et varmt bad og et par timers sagsbehandling.

Drømmer om gruppe et

Omkring klokken 01.00 om natten rammer Mikkel endelig sin seng, men det er svært at sove.

Han blev hundefører for at komme ud på disse opgaver, hvor det er rigtig spændende. Og han har ambitioner om endnu større sager.

Tjalfe er en såkaldt gruppe 2-hund. I modsætning til den laveste rang, gruppe 3, kan en hund som ham også finde genstande.

Men om et halvt år skulle Tjalfe gerne gå et skridt op ad rangstigen til gruppe 1. Sådan en har har Nordsjællands Politi kun én af lige nu. Det antal vil han gerne fordoble, så kan han komme ud på de rigtig svære opgaver, hvor man leder efter biologiske spor. Drabssagerne.

Se hele den 11 kilometer lange rute:

Artiklen er skrevet på baggrund af interviews med Lars Bundgaard, chef for Nordsjælland Politis hundepatrulje, Jesper Lindholm, beboer på gerningsstedet og hundeføreren Mikkel, der af professionelle årsager ikke vil have sit efternavn frem.