Rystet mor kritiserer ledelsen efter mistanke om 14-årigs overgreb i børnehave

Tirsdag blev en 14-årig praktikant mistænkt for overgreb på fem piger i en børnehave, og natten til onsdag blev samme børnehave brændt ned.

Tirsdag kom det frem, at en 14-årig dreng i skolepraktik ifølge kommunen havde erkendt overgreb på fem små piger i børnehaven Taastruphøj i Taastrup.

Fredag den 26. januar blev alle forældre indkaldt til et hastemøde af Høje-Taastrup Kommune.

Her blev forældrene orienteret om, at en af institutionens ansatte havde forgrebet sig på mindst fem børn i den periode, han har været i institutionen, fortæller en forælder til TV 2:

- Jeg er rystet og chokeret, men jeg er også sur og irriteret over, at ledelsen i børnehaven ikke har taget os seriøst. Vi har gjort opmærksom på, at vi ikke var trygge ved alle de personaleskift med studerende, vikarer og praktikanter i børnehaven, siger Dana Ismail, der er mor til en dreng på fire år.

- Han var alene med børnene

Hun fortæller, at forældrene har undret sig over, hvorfor en 14-årig dreng skulle passe deres børn.

- Da vi blev informeret om overgrebene, fik vi samtidig at vide, at den 14-årige dreng aldrig havde været alene med vores børn i institutionen, men det er løgn. Vi er flere forældre, der gentagne gange har set drengen alene med vores børn. Jeg er ikke længere tryg ved at aflevere min søn i børnehaven, fortæller Dana Ismail.

Borgmesteren i Høje-Taastrup Kommune, Michael Ziegler (K), vil nu kigge på praktikordningen.

- Denne sag har givet anledning til, at vi vil overveje, om vi vil have nogle procedurer for, hvordan sådan nogle forløb aftales. Herunder om kommunen skal ind over, når der laves sådan nogle aftaler, siger han til TV 2.

- Det kaster vi os over lige så snart, vi har håndteret det, der skal håndteres lige nu og her. Nemlig, hvordan vi tager os bedst muligt af de børn, der er ofre for det her. Hvordan tager vi os af deres forældre og resten af børne- og forældregruppen, siger han.

Brand i børnehaven

Den 14-årige var i børnehaven i et praktikforløb for skoletrætte unge, og efter planen skulle han have været der i et halvt år.

Ifølge Høje-Taastrup Kommune erkendte praktikanten allerede i sidste uge overgrebene på de fem piger, og han blev prompte bortvist fra institutionen.

Natten til onsdag kom børnehaven igen i fokus, da der udbrød brand i institutionen.

- Vi får en anmeldelse omkring midnat og kommer herud og kan se, at der er røg fra bygningen, og idet vi ankommer, står flammerne igennem taget. Branden har været meget omfattende, så institutionen er totalskadet, fortæller brandvæsenets indsatsleder Niels Rasmussen til TV 2.

Politiet kan ikke sige noget endeligt om brandårsagen endnu, men de arbejder med en teori om, at branden kan være påsat, bekræftes det over for TV 2.