Politi efterlyser vidner til formodet påsat brand i børnehave

Politiet formoder, at en brand i en daginstitution i Taastrup natten til onsdag er påsat.

Hvis du har set noget mistænkeligt omkring den integrerede institution Taastruphøj natten til onsdag, så hører Københavns Vestegns Politi meget gerne fra dig.

Politiet bekræfter nu, at man efterforsker en brand i institutionen som påsat.

Derfor efterlyser man vidner til branden, der startede omkring klokken 23.40 tirsdag aften. Brandvæsenet var hurtigt fremme, men kunne ikke redde bygningen, der er brændt ned til grunden.

- Vi får en anmeldelse omkring midnat og kommer herud og kan se, at der er røg fra bygningen, og idet vi ankommer, står flammerne igennem taget. Branden har været meget omfattende, så institutionen er totalskadet, fortæller brandvæsenets indsatsleder Niels Rasmussen.

Den konkrete brandårsag kan politiet dog endnu ikke sige noget om, da efterforskningen er på for tidligt et stadie.

Praktikant meldt til politiet

Selv inden branden var Taastruphøj i mediernes fokus. I går tirsdag kom det nemlig frem, at en 14-årig dreng, der var i praktik i børnehaven, havde kysset og befamlet fem små piger på en måde, kommunen betegnede som "upassende".

Ifølge kommunen har den 14-årige tilstået episoderne, der blev afsløret, da en af pigerne fortalte sine forældre, hvad der er sket. Kommunen meldte sagen til politiet, som har overdraget den til de sociale myndigheder, da praktikanten er under den kriminelle lavalder.

Politiet oplyser, at efterforskningen indtil videre peger på, at han har befølt pigerne udenpå tøjet og har kysset dem i ansigtet.

- Vi prioriterer efterforskningen af såvel branden som anmeldelsen fra kommunen meget højt, og vi er selvfølgelig opmærksom på den mulige sammenhæng mellem sagerne, siger vicepolitiinspektør Peter Malmose.

Den 14-årige var i gang med et seks måneder langt praktikforløb for særligt skoletrætte unge.

Høje-Taastrup Kommunes borgmester Michael Ziegler (K) er rystet over brand i Taastruphøj. Video: Esben Christensen