14-årig praktikant anmeldt for overgreb på fem piger i institution

16x9
Høje Taastrups rådhus. Borgmester Michael Ziegler (K) bekræfter sagen i daginstitutionen. Foto: Danske Kommuner

Praktikant i institution i Høje-Taastrup bortvist, efter han har erkendt at have kysset og befølt fem små piger.

En kun 14-årig praktikant er blevet meldt til politiet for at have krænket fem små piger i en daginstitution i Høje Taastrup Kommune.

Det bekræfter kommunen overfor TV 2.

- Vi forsøger at tage hånd om både børn og forældre. De er naturligt nok meget berørte af situationen, siger borgmester i Høje Taastrup kommune Michael Ziegler (K).

Sagen begyndte at rulle i sidste uge, da et barn i den integrerede institution Taastruphøj onsdag aften fortalte sine forældre om sine oplevelser i institutionen.

Allerede dagen efter konfronterede institutionens ledelse den 14-årige dreng med anklagerne, og ifølge kommunen indrømmede han, at han havde kysset og berørt fem af de små piger på en måde, som kommunen beskriver som ’grænseoverskridende'.

Politiet bekræfter anmeldelse

Han blev omgående bortvist fra institutionen og politianmeldt. På grund af drengens alder er sagen dog i første omgang overbragt til de sociale myndigheder. På den baggrund ønsker Københavns Vestegns Politi ikke at udtale sig nærmere om sagen:

- Vi kan bekræfte, at vi har fået en anmeldelse fra Høje-Taastrup Kommune, som vi nu er ved at se nærmere på. Vi kan også bekræfte, at vi deltog i et møde fredag med forældre på rådhuset. Mødet blev holdt på Høje-Taastrup kommunes initiativ. Vi henviser derfor til Høje-Taastrup Kommune, lyder det fra pressevagten hos Københavns Vestegns Politi.

På det omtalte møde fredag blev alle forældre fra institutionen orienteret om sagen og om, hvad kommunen ville foretage sig.

- Institutionen er blevet tilført ekstra personale, og forældrene har fået et tilbud om psykologhjælp, fortæller borgmester Michael Ziegler.

Den 14-årige dreng var i et praktikforløb for skoletrætte unge og skulle have været i institutionen i et halvt år.

- Det er en ordning, der sådan set giver meget god mening. Det har jeg ingen grund til at anfægte. Men det er klart, at sagen får os til at kigge nærmere på procedurerne for, hvordan de unge kommer i praktik i vores institutioner, siger Michael Ziegler.