Fire unge skal i retten for at dele sexvideo - den ene tiltalt for at have delt videoen 59 gange

Sagen omhandler delingen af en video, hvor to 15-årige har sex.

Blot to uger efter, at over 1000 børn og unge blev sigtet for at have delt en sexvideo, er de første fire på vej i retten. Det oplyser anklagemyndigheden i en pressemeddelelse

I alt er 1004 unge sigtet for at have delt en sexvideo mellem to 15-årige, som blev optaget tilbage i 2015. Da personerne i videoen var under 18 år, er de fire unge blevet tiltalt for at distribuere børneporno, oplyser chefanklager ved Nordsjællands Politi Pauline Popp-Madsen. 

De fire tiltalte har delt sexvideoen til mellem en og 59 personer. Chefanklageren understreger derfor, at der er tale om "prøvesager", der skal være repræsentative for resten af sagerne. 

- Det er for at få så bredt et spektrum som muligt, så domstolene kan vurdere, hvad de synes, strafniveauet skal være i den her type sager, siger chefanklager Pauline Popp-Madsen fra anklagemyndigheden ved Nordsjællands Politi.

280 unge erkender delinger

Sagen begyndte at rulle for præcis to uger siden, hvor de mange unge blev sigtet. 

Ifølge TV 2s oplysninger er 436 af de unge siden blevet afhørt. 280 af dem erkender de faktiske omstændigheder, mens 134 nægter. 32 har ikke taget stilling. Syv personer var under den kriminelle lavalder på gerningstidspunktet. 

- Det er utrolig mange mennesker. Det er en meget belastende sag at være involveret i. Dels for de forurettede, men så sandelig også for de mange mennesker, der er sigtet i sagerne. Der ligger et solidt politiarbejde bag, at det lykkedes os at få dem for retten så hurtigt, siger chefanklager Pauline Popp-Madsen og fortsætter:

- Jeg er glad for, at vi får de første straffesager så hurtigt igennem retssystemet, så ingen skal vente unødigt.

Sigtelser modtaget med chok og forfærdelse

Claus Birkelyng, der er politiinspektør ved Nationalt Cyber Crime Center (NC3) har tidligere oplyst til TV 2, at de mange sigtelser blev modtaget med en blanding af chok og forfærdelse.

Én af dem er den i dag 19-årige Mira Bech, der udtaler til TV 2, at sigtelsen er uretfærdig, da hun ikke kunne se, hvor gamle de to personer i videoen var.  

Derudover har politiet håndteret flere frustrerede forældre. Mange har da også tilkendegivet, at det er godt, der kommer fokus på de unges opførsel på internettet, siger han:

- Det er selvfølgelig trist for de over 1000 unge, der er sigtet, og for deres forældre, men det er en uskik og kriminelt, at det indsniger sig, at man på nettet kan gøre, hvad man vil uden at skulle stå til ansvar for sine handlinger. Straffeloven gælder også for ens virtuelle færden, og det skal man være klar over, slår Claus Birkelyng fast.

Den første straffesag bliver behandlet allerede den 5. februar ved Retten i Lyngby, hvor også anklagemyndigheden ved Østjyllands Politi forventes at behandle en række prøvesager.

Anklagemyndigheden vil endnu ikke tage stilling til sin strafpåstand.