Nye oplysninger fra Kim Walls kæreste beskriver de sidste timer op til den skæbnesvangre sejlads

Kim Wall vinkede til kæresten og vennerne, da hun og Peter Madsen sejlede forbi dem i ubåden.

Station 2 sender torsdag aften en dokumentar om ubådssagen, der beskriver en række nye detaljer om Kim Walls sidste tid, inden hun gik ombord på ubåden Nautilus, hvor hun ifølge anklagemyndigheden blev mishandlet, dræbt og parteret af Peter Madsen.

Programmet bygger blandt andet på oplysninger fra Kim Walls danske kæreste, som fortæller, at han og Kim Wall torsdag den 10. august havde inviteret en lille gruppe venner til afskedsfest på Refshaleøen. Her ville kæresteparret sige farvel, inden de få dage senere skulle flytte til Kina sammen.

Kim Wall og hendes danske kæreste. Billedet er taget fem dage, før Kim Wall døde, og er et af de sidste billeder af de to sammen.
Kim Wall og hendes danske kæreste. Billedet er taget fem dage, før Kim Wall døde, og er et af de sidste billeder af de to sammen. Foto: Privat

Den første gæst var lige ankommet, da Kim Wall pludselig fik en besked fra Peter Madsen. Hun havde på et tidspunkt i foråret haft en kort mail-korrespondance med ham for at lave en reportage om hans arbejde med raketter. Så vidt vides havde Kim Wall ikke hørt fra Peter Madsen i de følgende måneder, før han denne augustaften bad hende komme over og drikke en kop te i hans værksted. Her tilbød han at stille op til et interview. Det skulle foregå samme aften, og det skulle foregå ombord på ubåden.

Kort efter vendte Kim Wall tilbage til afskedsfesten. Hun spurgte sin kæreste til råds om, hvorvidt hun skulle vælge interviewet frem for selskabet. Sammen blev de enige om, at turen med Peter Madsen var en god chance for at lave en reportage til et amerikansk magasin. Også fordi kæresteparret dagen efter skulle til familiefest, inden turen gik til Kina. Kim Wall spurgte sin kæreste, om han ville med ud at sejle på ubåden. Han overvejede det, men valgte at blive sammen med gæsterne. Han følte, det var nødvendigt, for at de ikke skulle sidde alene tilbage ved afskedsfesten.

Kim Wall og hendes danske kæreste flytter sammen i marts 2017 i København og er her på værtshus med nogle venner.
Kim Wall og hendes danske kæreste flytter sammen i marts 2017 i København og er her på værtshus med nogle venner. Foto: Privat

Kim Walls kæreste er fortsat meget påvirket af sagen og ønsker ikke at medvirke i interview. Han ønsker heller ikke at stå frem med navn. Til gengæld vil han gerne fortælle visse detaljer om forløbet og om sit forhold til Kim Wall, som han mener er vigtige for forståelsen af sagen. Blandt andet fortæller han, at der var kommet cirka 10 gæster til afskedsfesten, da Kim Wall besluttede sig for at gå de få hundrede meter over til Peter Madsens ubåd. De sad på en solbeskinnet græsplet lige ud til vandet. Kim Wall regnede med, at hun kun skulle være væk i omkring to timer, og at hun derefter kunne komme tilbage til vennerne. Da Kim Wall var gået, tog hendes danske kæreste et billede af selskabet. På det tidspunkt var klokken 18.45.

Kim Wall og hendes danske kæreste på ferie i Barcelona i foråret 2017.
Kim Wall og hendes danske kæreste på ferie i Barcelona i foråret 2017. Foto: Privat

Cirka et kvarter senere lagde ubåden fra kaj med Kim Wall og Peter Madsen ombord. Kort efter havde kæresten og vennerne udsigt til, at de sejlede forbi ude i havneløbet. Alt så fint ud. Kæresten og vennerne vinkede til Kim Wall, der vinkede tilbage. Det var sidste gang, de så Kim Wall.

De følgende timer fik kæresten flere beskeder fra Kim Wall. Her var der ingen antydning af, at noget grufuldt snart ville ske. Tværtimod bar beskederne præg af hendes begejstring for at være ude at sejle med ubåden. Senere stoppede kontakten. Og som aftenen skred frem, blev Kim Walls kæreste stadig mere bekymret for, at hun ikke ville vende tilbage. Klokken 01.43 ringede han til politiet. Klokken 02.17 alarmerede han Søværnet.

Kim Wall og hendes kæreste havde kendt hinanden i halvandet år og havde været kærester i 11 måneder, da hun døde. Kim Wall var bortrejst en del af tiden i forbindelse med sit arbejde som freelancejournalist. Men i marts 2017 flyttede de sammen på et værelse i et bofællesskab på Refshaleøen.

Kim Wall og hendes danske kæreste flyttede i ind i værelset markeret med rød cirkel i et bofællesskab på Refshaleøen i København. Her boede de fra marts sidste år og frem til 10. august, hvor Kim Wall gik ombord på Peter Madsens ubåd
Kim Wall og hendes danske kæreste flyttede i ind i værelset markeret med rød cirkel i et bofællesskab på Refshaleøen i København. Her boede de fra marts sidste år og frem til 10. august, hvor Kim Wall gik ombord på Peter Madsens ubåd Foto: TV 2

Onsdag den 16. august, bare seks dage efter Kim Wall sejlede ud med Peter Madsen, skulle hun være rejst til Beijing. Hendes kæreste skulle af forskellige grunde være rejst en dag i forvejen. I Beijing havde de allerede lejet et hus, hvor de planlagde at bo sammen. Kæresten var skrevet ind på et universitet i Beijing, mens Kim Wall ville arbejde som freelancejournalist. I Station 2’s dokumentar møder man en række af parrets venner i Kina, som ventede på, at de to skulle ankomme med flyet fra Danmark. En af dem er Matjaz Tancic, som er fotograf fra Slovenien. Han har flere gange rejst og arbejdet med Kim Wall.

- Hun var min soulmate, og jeg glædede mig til, at hun skulle komme herud. Vi havde masser af idéer og planer om journalistiske projekter. Vi skulle erobre verden sammen. Og så sker det her i København. Jeg kan stadig ikke forstå, at hun er død. Og måden, det er sket på, er helt ubegribelig for mig, siger Matjaz Tancic.

Peter Madsen er tiltalt for at have mishandlet, dræbt og parteret Kim Wall ombord på ubåden. Han nægter drab, men erkender at have parteret liget. Det har ikke været muligt at få en kommentar fra ham til begivenhedsforløbet som beskrevet i denne artikel.

I programmet om ubådssagen følger Station 2 også politiets arbejde med at finde Kim Walls legemsdele på bunden af Køge Bugt. Programmet vises klokken 20.50 på TV 2.