19-årig i chok over sigtelse i sexvideo-sag: - Det vil ødelægge mit liv

Mira Bech risikerer at blive straffet for at have haft en sexvideo på sin telefon. Hun kalder sagen for sindssyg og bakkes op af sine forældre.

1004 børn og unge er blevet sigtet i en historisk stor sag om deling af en sexvideo og overtrædelse af loven om deling af børneporno.

En af dem, der allerede er blevet afhørt, er 19-årige Mira Bech. Hun fik et chok, da der torsdag aften tikkede en besked ind i hendes e-boks fra Nordjyllands Politi. Hun skulle til afhøring.

- De skrev ikke, hvad jeg skulle afhøres om, og jeg havde ingen idé om det. Da jeg kom op på politistationen, og de sagde, at det var for den sexvideo, var jeg i chok. Jeg kunne ikke engang huske videoen, siger Mira Bech. 

Hun er sigtet for at have haft en sexvideo fra 2015 på sin telefon. Hun siger, at hun ikke har videresendt eller delt videoen.

I videoen foregår der seksuelle handlinger mellem én pige og flere drenge. Videoen trak tilbage i 2016 store overskrifter og blev af Red Barnet kaldt "en af de værste krænkelser optaget på kamera i Danmark".

Nu 19-årige Mira Bech er i chok over, at hun er blevet afhørt, og risikerer at blive straffet for at have haft en sexvideo på sin telefon.
Nu 19-årige Mira Bech er i chok over, at hun er blevet afhørt, og risikerer at blive straffet for at have haft en sexvideo på sin telefon. Foto: TV 2

- Verdens mest åndssvage sag

Hos Nordjyllands Politi vil vicepolitiinspektør Frank Olsen ikke kommentere på den konkrete sag. Han understreger dog, at de 1004 personer enten er blevet sigtet for at have delt eller været i besiddelse af videoen.

- Er man blevet sigtet for besiddelse af børneporno, kræver det et element af, at man aktivt skal have bedt om at få videoen tilsendt, siger Frank Olsen.

Mira Bech erkender, at hun så videoen, da hun modtog den for to år siden. Men hun synes, det er uretfærdigt, at hun risikerer at blive straffet for en video, som mange har set.

Det sker i forbindelse med en historisk stor sag om deling af en sexvideo og dermed overtrædelse af loven om deling af børneporno. Video: Karoline Lunddal Dam

- Det er verdens mest åndssvage sag. Jeg kunne ikke se, at personerne i videoen var under 18 år. Desuden er der så mange, der har haft den her video, som ikke er blevet kaldt ind. Mine veninder undrer sig over, at lige netop jeg er blevet afhørt. Det er latterligt, siger hun.  

Hovedparten af dem, der er blevet sigtet, har delt videoen et par gange, men der er også enkelte, som har gjort det flere hundrede gange, meddeler Rigspolitiet i en pressemeddelelse

- De kunne have sigtet 20.000, hvis det var

Straffene mod deling af børneporno er blevet skærpet, og krænkere i lignende sager har fået omkring 20 dages betinget fængsel.

Mira Bech kalder det forfærdeligt, hvis sagen får konsekvenser for hende. 

- Det er helt sindssygt. Det vil ødelægge mit liv. Jeg skal jo læse videre, og jeg føler, det er meget tilfældigt, at det lige er mig, der risikerer at blive straffet.

Den 19-årige Mira Bech synes ikke, det er retfærdigt, at der er så få, som bliver sigtet for deling af sexvideo, når der er mange flere, der har været involveret. Video: Rasmus Woo

Mira Bech bakkes op af sine forældre.

- De er i chok, men mest over, hvordan politiet har ageret. De spørger, hvorfor politiet vil ødelægge mit liv med en video, jeg så, da jeg var 17 år. 

Men er det ikke fair, at man bliver straffet, hvis man overtræder loven? 

- Jo, men hele klassen så den, og hvis politiet skulle sigte alle, kunne de sigte, hvad ved jeg, 20.000 mennesker, siger Mira Bech.

Pigen i den delte video har ikke af egen drift ønsket, at politiet skulle retsforfølge de mange, der siden har delt eller haft videoen. Det er politiet, der har besluttet at retsforfølge de over 1000 personer uden om de krænkede. 

Plet på straffe- og børneattest

Adskillige af de mere end 1000 personer risikerer en dom for distribution af seksuelt krænkende materiale. Med en dom vil de unge mennesker ikke kun få en plet på deres straffeattest. I mindst 10 år vil en dømt ikke kunne få udstedt en børneattest. 

- Får du en notering på børneattesten står den der i mindst 10 år. Det betyder, at du ikke kan få job i en børnehave eller blive fodboldtræner. Hvis amerikanske myndigheder får oplysninger om forholdet, kan det også betyde problemer i forbindelse med indrejse i USA. Så det er alvorligt, og det har alvorlige konsekvenser langt ind i fremtiden, siger Flemming Kjærside fra det Nationale Cyber Crime Center. 

Læs, hvordan du skal forholde dig, hvis du eller dit barn er sigtet for at være i besiddelse af eller dele en sexvideo: