Politiet opgiver eftersøgning i ubådssagen

Efterforskerne hos Københavns Politi vurderer, at det ikke er realistisk at finde Peter Madsen og Kim Walls mobiltelefoner på bunden af Øresund.

Eftersøgningen i ubådssagen er slut, selvom politiet fortsat mangler at finde Peter Madsen og Kim Walls mobiltelefoner. Det siger drabschef Jens Møller fra Københavns Politi til TV 2.

- Som det ser ud nu, har vi vurderet, at der ikke er grund til at dykke yderligere i Køge Bugt. Vi har fundet alle Kim Walls kropsdele - en torso, et hoved og benene, to arme - men der har været enkelte andre ting, som vi har overvejet, om der var grund til fortsat at ledte efter, siger Jens Møller.

Kim Wall mistede livet i raketbygger Peter Madsens ubåd UC3 Nautilus, efter hun den 10. august 2017 om aftenen sejlede med på en reportagetur fra Refshaleøen i København.

Brugte sin mobiltelefon

I løbet af aftenen så flere vidner Kim Wall stå sammen med Peter Madsen i tårnet på ubåden, og hun blev også set med sin mobiltelefon, mens hun tog billeder eller filmede fra sejlturen.

Efter en storstilet eftersøgning af ubåden endte den på havets bund, mens Peter Madsen blev sejlet i land af en privat sejler i Dragør - i havnen ventede både presse og politi, der kort efter kørte ham afsted til den første af mange afhøringer.

- Jamen, der var ikke andre end mig af sted på den tur der. Det var der ikke, sagde Peter Madsen, inden han blev kørt væk i en politibil.

Peter Madsen nåede også at sige, at han kun huskede Kim Walls fornavn - alle øvrige oplysninger lå på hans mobiltelefon, der nu befandt sig i ubåden på bunden af Øresund.

Men i ubåden var der ingen mobiltelefoner, kunne politiet konstatere, efter ubåden var trukket på land og undersøgt.

Omfattende eftersøgning

Efterforskerne hos Københavns Politi har altså kunnet være sikre på, at der var to mobiltelefoner ombord på Nautilus - men nu har politiet vurderet, at det ikke er realistisk at dykke efter dem længere.

- Samlet set har vi dykket i 32 dage. To dage i oktober fik vi desuden hjælp fra forskningsskibet Aurora, og i 13 dage over fire perioder har vi haft de svenske lighunde på vandet. Desuden søgte vi i tre dage langs kysten, efter en cyklist fik øje på Kim Walls torso, og så har vi også dykket og ledt omkring Dragør Havn, siger Jens Møller.

Kim Walls overkrop blev fundet den 21. august af en forbipasserende cyklist, der fik øje på noget i vandkanten på sydvestsiden af Amager.

Den 6. oktober fandt politiets dykkere ben og hoved, der sammen med en sav og Kim Walls tøj var tynget ned på havbunden i en plastiksæk - og med en uges mellemrum blev de to arme senere fundet mere end en kilometer fra stedet, hvor de andre fund var gjort.

Vigtigt for familien

At alle Kim Walls kropsdele er fundet, har været vigtigt for politiet.

- Dels af etiske grunde i forhold til de pårørende, og dels i forhold til efterforskningen fordi det gav os mulighed for at søge efter spor på alle dele af kroppen, siger Jens Møller.

Men også telefonerne kunne have været vigtige, idet Kim Wall var kendt for selv at filme og optage, når hun var ude på en opgave. Og måske gemte der sig vigtige spor på hendes mobiltelefon.

Politiet har også i høj grad været interesseret i at finde Peter Madsens mobiltelefon, da han ifølge anklagemyndigheden havde flere såkaldte 'snuff'-videoer liggende på en ekstern hard disk - dødsvideoer, hvor rigtige kvinder bliver slået ihjel. Og fordi det kunne tænkes, at han havde optaget det, der skete nede i ubåden.

- Vi har sat det sidste punktum for eftersøgningen i vandet, men det betyder ikke, at efterforskningen i sagen er slut. Den pågår løbende frem til, at retssagen begynder, og det er også en mulighed, at der under sagen kan komme begæringer fra både forsvarer og anklager om yderligere efterforskningsskridt, siger drabschef Jens Møller.

Nægter drab - tilstår partering

Mandag oplyste Peter Madsens forsvarer, Betina Hald Engmark, til TV 2, at Peter Madsen frivilligt ville lade sin varetægtsfængsling forlænge, og at der endnu ikke forelå et anklageskrift i sagen - ifølge TV 2s oplysninger kan dette blive forkyndt for Peter Madsen en af de nærmeste dage.

Siden den 11. august har Peter Madsen flere gange ændret sin forklaring, men han har hele tiden fastholdt, at han ikke har slået Kim Wall ihjel.

Ifølge den seneste kendte forklaring lyder det, at Kim Wall blev kvalt af gasser i ubåden, mens Peter Madsen selv befandt sig i ubådens tårn. Herefter gik han i panik og parterede hende, inden han med egne ord 'begravede hende' til søs.

Retssagen begynder den 8. marts i Københavns Byret, hvor der er afsat otte retsdage til hovedforhandlingen. Det forventes, at der kan falde dom den 25. april 2018.