Danske drenge ofre i gigantisk sag om overgreb i Norge

16x9
Den norske dommer blev anholdt i juni 2016, men blev løsladt igen. (Arkivbillede.) Foto: NTB SCANPIX / Scanpix Denmark

En yngre nordmand er sigtet for via internettet at have begået seksuelle overgreb mod mere end 400 drenge.

Flere danske drenge er tilsyneladende blandt ofrene i en omfattende sag om en norsk fodbolddommers seksualforbrydelser.

Manden, der er i 20'erne, er sigtet for via internettet at have krænket over 400 drenge i alderen 10-18 år.

Overgrebene har ifølge norsk politi stået på over en periode på to et halvt år og omfatter "hele spektret af sædelighedskapitlet i straffeloven".

- Dette er en meget alvorlig og omfattende sag, som naturligvis er en stor belastning for de krænkede drenge, siger anklager Sindre Stave fra Norges østlige politidistrikt i en pressemeddelelse.

Fortsatte forbrydelser efter løsladelse

Endnu ønsker politiet ikke at gå i detaljer med mandens forbrydelser.

Men det norske nyhedsbureau NTB skriver, at den sigtede på internettet tog kontakt til sine ofre og udgav sig for at være kvinde.

I jagten på tilfredsstillelse lovede han drengene nøgenbilleder og videoer, hvis de til gengæld kvitterede med optagelser af overgreb mod dem selv.

Den sigtede blev i første omgang anholdt tilbage i juni 2016, men efter et par uger fik han lov at gå. Tilsyneladende fortsatte han herefter sine forbrydelser, og derfor valgte politiet i efteråret 2016 at pågribe ham på ny.

- Efter at vi havde afdækket omfanget og alvorligheden af sagen, nedsatte det østlige politidistrikt en projektgruppe med medarbejdere, som udelukkende har beskæftiget sig med sagen, siger anklager Sindre Stave.

Erkendt sig skyldig i 25 overgreb

Størstedelen af de mange ofre kommer fra Norge, men politiet har altså også fundet forurettede i både Danmark og Sverige.

- Politiet har endnu ikke afsluttet afhøringerne af ofrene, og derfor er vi tilbageholdne med detaljer i sagen, siger anklager Sindre Stave.

Den sigtede, der har siddet varetægtsfængslet siden oktober 2016, har foreløbig erkendt sig skyldig i overgreb på 25 drenge.

- Han forstår nu alvoren i sagen og er begyndt i terapi, siger mandens forsvarer, advokat Gard A. Lier, til den norske netavis Romerikes Blad.

Forventningen er, at sagen kommer for retten i efteråret 2018.