Otte personer indlagt med kulilteforgiftning

16x9
Arkivfoto. Foto: Mads Claus Rasmussen / Scanpix Denmark

Et defekt gasfyr sendte onsdag aften et ældre ægtepar, fire redningsfolk samt to politifolk på hospitalet med kulilteforgiftning.

Kulilteforgiftningen gik værst ud over et ældre ægtepar fra Almind i Jylland, der onsdag aften i første omgang blev sendt på Kolding Sygehus.

Den 64-årige kvinde og den 73-årige mand måtte efterfølgende overflyttes til Rigshospitalet i København natten til torsdag.

Det oplyser Henrik Dam, der er vagtchef ved Sydøstjyllands Politi, over for TV Syd.

Familien slog alarm

I alt er otte personer indlagt med kulilteforgiftning, da fire redningsfolk og to politibetjente også blev påvirket af gassen i ægteparrets hus.

De ligger nu alle på sygehuset i Kolding, hvor de får tilført ilt.

Vagtcentralen ved Sydøstjyllands Politi blev kontaktet onsdag aften klokken 21.05, da familiemedlemmer til ægteparret syntes de lød mærkelige i telefonen.

Vagtcentralen sendte herefter en politipatrulje og to ambulancer til stedet, hvor det lykkedes at få reddet ægteparret ud, men luften i huset var allerede så fyldt med kulilte, at reddere og betjente også blev syge.

- Da vi kom ud til huset i Almind, kunne vi konstatere, at ægteparret ganske rigtige var konfuse, siger vagtchef Henrik Dam til TV Syd.

Defekt gasfyr

Forgiftningen skyldtes tilsyneladende et defekt gasfyr i ægteparrets hjem.

Gasfyret udviklede kulilte, som normalt vil blive ledt ud af huset, men i dette tilfældet var det i stedet kommet ind i huset.

En gas- og vandmester skal i gang med at undersøge, hvad der er sket med gasfyret.