På det mørke internet trives ulovlighederne - og politiet har det svært

På det mørke internet kan man bestille alt fra hash til lejemord, og ifølge Rigspolitiet er det svært at efterforske ulovlighederne.

Kriminaliteten på det såkaldte mørke internet - også kaldet Dark Web - er stigende.

Sådan lyder vurderingen fra Rigspolitiets Nationale Cyber Crime Center (NC3).

- Selvom vi har ganske få konkrete sager, så er det absolut vores vurdering, at det er et stigende problem, siger politikommissær i NC3, Sonny Olesen til TV 2.

Konklusionen er baseret på iagttagelser, der viser, at der bliver udbudt flere og flere ulovlige varer og ydelser på Dark Web.

Ved ikke hvor mange danskere, der bruger Dark Web

Dark Web er en del af internettet, som man kun kan få adgang til via specielle, krypterede browsere, der anonymiserer brugeren.

Derfor er Dark Web et oplagt sted for kriminelle, der bruger det til at sælge og købe blandt andet stoffer, våben, pas, kørekort, børneporno og hackerværktøjer.

Senest har to sager i Danmark, der handler om henholdsvis køb af en maskinpistol med ammunition og bestilling af et lejemord, fået opmærksomhed i medierne. Begge dele angiveligt foretaget på Dark Web.

Ifølge politikommissær Sonny Olesen er politiet til stede på Dark Web, men han forklarer, er det ofte svært for politiet at efterforske ulovlighederne, netop fordi det foregår under krypterede forhold.

- Det er meget svært, for hele systemet på Dark Net er bygget på en måde, så anonymiteten er i højsæde. Derfor er det svært for os at finde ud af, hvem der agerer, siger han.

Sonny Olesen vurderer, at den øgede globalisering og digitalisering er hovedårsagen til, at kriminaliteten på internettet er i stigning.

- Der er flere og flere mennesker med de evner, der skal til for at finde de her ting. Samtidig er udbyderne mere og mere rettet mod brugerne, så det bliver nemt at gå til for den enkelte bruger, siger han og erkender, at politiet ikke har et overblik over, hvor mange danskere, der begår ulovligheder på det mørke internet.

- Vi kan se, der bliver udbudt ting rettet mod danskere. Det kan være danske dokumenter og sådan noget, men hele konceptet er jo, at man er anonym derinde, og derfor har vi svært ved at vurdere, hvor mange danskere, der agerer som henholdsvis sælger og køber på de her markeder, siger Sonny Olesen.

Flere store handelssider lukket de seneste år

IT-sikkerhedsekspert ved virksomheden Dubex, Keld Norman, arbejder til dagligt med blandt andet at afværge hackerangreb. Han vurderer ligesom politiet, at det er svært at finde de kriminelle på nettet. Særligt er det relativt risikofrit at handle mindre mængder stoffer på det mørke internet, vurderer han.

Men samtidig understreger han, at myndigheder, herunder efterretningstjenester, fra mange lande er til stede på Dark Web, og at de løbende finder frem til de kriminelle.

- Vi ser gang på gang, at politiet har overtaget de her handelssider og lukket dem ned.

- Alle dem, der har handlet på det site, bliver holdt øje med et stykke tid, efter man har overtaget siden. Man gemmer deres brugernavn og password i et stykke tid, og hvis man så kigger på andre tilsvarende sider, så kan man jo se, om folk logger ind med det samme og måske se, hvad de laver, forklarer Keld Norman.

I den første større sag om kriminalitet på Dark Web blev bagmanden bag hjemmesiden "Silk Road", der handlede med blandt andet stoffer, i 2013 anholdt af det amerikanske forbundspoliti FBI.

Senest blev to store markedspladser i sommer lukket af Europol, og Keld Norman fremhæver særligt hollandsk politi, der gør en stor indsats mod de kriminelle narkohandlere.

Ekspert: Vi har stadig masser af tricks

Trods politiets indsatser på tværs af landegrænser, kommer vi ifølge Keld Norman ikke kriminaliteten på Dark Web til livs, medmindre man ændrer lovgivningen markant.

- Vi kan gå i to retninger. Vi kan acceptere mere overvågning som menneske og fuld kontrol med alt, hvad vi foretager os, eller vi kan gå i den anden retning, hvor folk kan få lov at være anonyme, og så kan sådan noget her få lov at stå til, siger han.

På trods af de svære vilkår for myndighederne, mener Keld Norman dog godt, at man kan komme langt med teknologi.

- Det er også et spørgsmål om at få nok intelligente computere til at arbejde, som vi gør, til at man fanger alle.

Indtil videre må myndighederne dog nøjes, med de ressourcer, teknologi og lovgivning, der er til rådighed i øjeblikket.

- Vi sidder ikke og tuder over, hvor uretfærdigt det er, og vi har stadig en masse tricks i ærmet til at finde dem, vi gerne vil finde alligevel, siger Keld Norman.