Forældre sigtet i grum sag om voldtægt og misbrug af børn

16x9
Politiet mener blandt andet, at faderen har tiltvunget sig samleje og begået andre seksuelle overgreb på sin steddatter, fra hun var kun tre år. Foto: CLAUS FISKER / Scanpix Denmark (arkiv)

De omfattende overgreb skulle angiveligt have fundet sted i en periode over 13 år. Begge forældre nægter sig skyldige i alle anklager.

Syd- og Sønderjyllands Politi har i hemmelighed anholdt og sigtet en mand og en kvinde i en sag om omfattende vold og seksuelt misbrug af parrets i alt fire børn og stedbørn. Overgrebene er begået i Vejen-området i årene 1987-2000.

De to personer, der begge nægter sig skyldige, er ved et lukket grundlovsforhør ved retten i Esbjerg blevet fængslet frem til den 6. december.

Det kan Radio24syv fortælle.

Sigtet for voldtægt af 3-årigt barn

De to forældre er sigtet for ”voldtægt og andet seksuelt forhold end samleje med barn under 12 år” og ”legemsangreb af særlig rå, brutal eller farlig karakter”.

Politiet mener, at faderen ikke blot har tiltvunget sig samleje og begået andre seksuelle overgreb på sin steddatter, fra hun var kun tre år, han har også ifølge sigtelsen systematisk slået hende med knytnæve, givet hende lussinger, piskeslag, spark og slag med bæltespænde i ansigtet.

Han har ifølge sigtelsen på samme måde seksuelt misbrugt og udøvet grov vold mod sin stedsøn i en periode på fem år. Volden begyndte, da han var blot fire år gammel, fremgår det af sigtelsen.

Mandlige venner tilbudt oralsex

Desuden er samme mand og kvinde sigtet for voldtægt, anden seksuel omgang og grov vold mod deres to biologiske døtre, begået fra de var få år gamle. Overgrebene på de fire børn er ifølge sigtelsen foregået fra 1987 frem til 2000, hvor alle fire børn er blevet tvangsfjernet af kommunen.

Retten i Esbjerg lægger i kendelsen om at varetægtsfængsle forældrene vægt på, at der “i givet fald er tale om meget voldsomme episoder for et barn, hvilket må formodes at bevirke, at episoderne vil kunne huskes, selv om de er sket, mens hun var et lille barn".

To af børnene er moderens fra et tidligere forhold, mens parret også har to fælles børn.

Ifølge kendelsen fra grundlovsforhøret har forældrene desuden tilladt ”mandlige venner af familien at gennemføre samleje samt udføre oralsex” på de to biologiske døtre.

Også familiens hund har ifølge kendelsen været brugt i forbindelse med det seksuelle misbrug.

En af døtrene, der nu er voksen, henvendte sig til politiet den 17. august 2017 og fortalte om de overgreb, hun havde været udsat for. Det fremgår af kendelsen fra retten i Esbjerg, at forklaringerne om de seksuelle og voldelige overgreb er støttet af en forklaring fra pigens halvsøster.

Der er for begge pigers vedkommende "tale om meget detaljerede forklaringer”, der for den ene piges vedkommende “støttes af de tegninger, som hun har lavet som barn".

De to forældre blev anholdt den 7. november 2017 og blev fremstillet i grundlovsforhør dagen efter, hvor forældreparret blev fængslet.

Varetægtsfængslingen er blandt andet begrundet med, at to af parrets børn frygter for farens reaktioner. Begge sigtede nægter sig skyldige i alle anklager.