46-årig murer skal i fængsel for salg af cannabisolie

Claus 'Moffe' Nielsen straffes med fængsel i et år og seks måneder for salg af produkter med cannabisolie.

Den 46-årige murer Claus 'Moffe' Nielsen blev mødt med kram og klapsalver, da han torsdag ankom til Retten i Holbæk.

Her har han over fem retsdage været hovedperson i den første store sag om organiseret fremstilling og videresalg af cannabisolie - ifølge anklagemyndigheden et brud på narkotikalovgivningen.

Ifølge Claus Nielsen selv er der alene tale om en omgåelse af medicinallovgivningen, som er foretaget i et forsøg på at hjælpe syge personer. 

Torsdag faldt der dom i sagen, og her blev den 46-årige idømt halvandet års fængsel. Heraf er de seks måneder ubetingede, mens et år er betinget. 

Da han allerede har været varetægtsfængslet i 53 dage, vil Claus Nielsen ansøge om at afsone resten af dommen med fodlænke. 

Flere formildende omstændigheder

Det var det en enig domsmandsret, der kom frem til afgørelsen. 

- Vi finder det bevist, at tiltalte har foretaget de handlinger, der fremgår af tiltalen, lød det torsdag i retten.

Retten mener, det er skærpende omstændigheder, at driften har været velorganiseret, at der er tale om salg af thc-holdige produkter, at de er foregået over en længere periode og til en værdi af mere end 2,7 millioner kroner.

På den anden side har retten også fundet, at det er formildende omstændigheder, at de tiltaltes forklaringer samstemmende har handlet om at hjælpe syge personer. Ligesom anklagemyndigheden ikke har kunnet påvise, at der skulle være tale om en større indtægt.

Claus Nielsen har modtaget dommen, som han ifølge sin forsvarer Erbil Kaya ikke ønsker at anke. 

Sagen kort

I en periode på to år frem til oktober sidste år blev der ifølge anklageskriftet bestilt produkter for knap 2,7 millioner kroner på hjemmesiden moffe.com.

Det var pakkeleveringsfirmaet GLS, der i første omgang kom på sporet af den omfattende produktion af cannabisolie.

Firmaet tilbageholdt en pakke på grund af manglende afsender. Pakkens indhold fik medarbejdere til at kontakte politiet, der straks indledte en efterforskning.

Claus Nielsen har ligeledes været tiltalt for at overtræde straffelovens §235 ved at have 14 børnepornografiske billeder på sin computer og sendt to af dem videre.