Tømmerup-præst var i politiets søgelys i 2011, men sagen blev lukket

Men dengang valgte politiet at lukke sagen - uden at snakke med de børn, der havde overnattet hos den 47-årige præst.

Den 47-årige sognepræst fra Tømmerup, Dan Peschack, der onsdag blev idømt 10 års fængsel for seksuelle overgreb og krænkelser mod otte børn og unge, var allerede i 2011 i politiets søgelys for netop sexovergreb mod børn.

Det viser en aktindsigt, som TV 2 har fået.

Dengang havde politiet viden om, at præsten angiveligt havde bestilt sexture til Moldova, og at flere af Tømmerups drenge overnattede på præstegården. Alligevel lukkede politiet sagen, efter de havde afhørt præsten.

Og det får nu flere børneorganisationer til at undre sig over politiets arbejde.

Undren over manglende efterforskning

Red Barnet mener, at politiet med sin viden burde have undersøgt sagen nærmere og afhørt de børn, der havde sovet hos præsten.

- Når man får anmeldelser om, at nogen er bekymrede for, hvad der sker med børn og unge, skal det jo tages alvorligt. Det må kalde på en mere insisterende efterforskning, siger Gitte Jakobsen, der er socialrådgiver i Red Barnet.

Socialrådgiver Gitte Jakobsen fra Red Barnet om politiets mangelfulde efterforskning af præsten i Tømmerupsagen. Video: Lars Keinicke Tofte

Og Børns Vilkår bakker op.

- Ud fra det, I fortæller mig nu, er der klart nogle alarmklokker, der burde have ringet. Man burde som et minimum have forsøgt at tale med børnene eller overdraget sin viden (om at børn overnattede i præstegården, red.) til de sociale myndigheder, siger Bente Boserup, der er seniokonsulent i Børns Vilkår.

Begge organisationer undrer sig over, at politiet ikke har taget kontakt til nogen af de børn, der kom hos præsten.

- Med den viden jeg har nu, giver det anledning til stor undren, at man ikke har været mere insisterende i den efterforskning. For med det, vi ved i dag, ser det ud som om, at der er nogle meget klare billeder på, at her er noget, der er helt galt, siger socialrådgiver Gitte Jakobsen fra Red Barnet.

Mor: Havde det reddet vores datter?

Den nye viden chokerer moren og faren til et af de mange børn, som sognepræsten har udsat for alvorlige seksuelle overgreb.

Da der er navneforbud i sagen, er forældrene anonyme.

- Hvis politiet havde gjort det ordenligt, havde de måske stoppet ham. For vores datters skyld. Så var det måske ikke sket for hende - og for de andre, siger moren til en dengang 13-årig pige.

Mor til en dengang 13-årig pige udtaler sig om den 47-årige præst i Tømmerupsagen. Video: Lars Keinicke Tofte

Anklager: Vi havde ikke andre muligheder

Anklager ved Midt- og Vestsjællands Politi Anja Liin kan sagtens følge forældrenes ræsonnement, men mener ikke, at politiet havde andre muligheder inden for lovens rammer end at gøre, som de gjorde i 2011.

- Man er nødt til at lave en afvejning af, hvor stærkt mistankegrundlaget er, før man afhører folk i hele Tømmerup om deres i øvrigt meget vellidte præst. Det er jo et voldsomt indgreb over for ham på det pågældende tidspunkt, hvor oplysningerne var så utroligt sparsomme, som de var, siger Anja Liin.

- Men der skal ikke herske nogen tvivl om, at alle i dansk politi ville ønske, at man kunne have stoppet det i 2011, så sagen aldrig var kommet så vidt.

Du kan se mere om sagen i Station 2 torsdag aften klokken 20.50 på TV 2.