Højesteret tager passet fra dansk-tyrkisk syrienkriger

16x9
Enes Ciftci blev idømt syv års fængsel den 24. juni sidste år. I dag har han endegyldigt mistet sit danske statsborgerskab. Foto: Retstegning: Bitsch / Bitsch

Appel fra 25-årig mand om at få lov til at blive i Danmark afvises af landets øverste domstol.

En dansk-tyrkisk syrienkriger mister tirsdag sin danske indfødsret, fordi han tilsluttede sig Islamisk Stat i Syrien.

Højesteret har stadfæstet en tidligere afgørelse fra Østre Landsret i sagen mod den 25-årige Enes Ciftci.

Ud over frakendelse af dansk indfødsret udvises manden af Danmark, ligesom straffen fastsættes til fængsel i seks år.

Han er den første, der mister sit danske statsborgerskab, selv om han er født og opvokset i Danmark.

Tidligere blev også dansk-marokkaneren Said Mansour, der kaldes boghandleren fra Brønshøj, frakendt dansk indfødsret. Men han er ikke født her.

Rejste til Syrien for at tilslutte sig IS

Enes Ciftcis har overtrådt terrorparagraffer i straffeloven.

Hans forbrydelse består i, at han to gange i 2013 rejste til Syrien for at tilslutte sig Islamisk Stat. Desuden forsøgte han at støtte IS med 20.000 kroner, ligesom han har billiget Omar El-Husseins drab i København.

Hans forsvarer, advokat Michael Juul Eriksen, har slået på, at han ingen tilknytning har til Tyrkiet og derfor burde undgå at miste sit pas og desuden slippe for udvisning.

Imidlertid peger dommerne i Højesteret på, at han har været på ferie i Tyrkiet, og at han i 2013 var i Tyrkiet for at feste i forbindelse med sin forlovelse med en kvinde med tyrkiske rødder.

Enes Ciftci har blandt andet arbejdet i familiens pizzeria i Ishøj.

Har været i kontakt med Kundby-pigen

Under varetægtsfængslingen opnåede han kontakt med pigen fra Kundby, der er tiltalt for at ville fremstille bomber. "Vi forstår hinanden, og det er en smuk ting," skrev hun til ham.

I et tidligere retsmøde i Østre Landsret fokuserede anklageren på den dømtes holdninger.

- Han har intet til overs for det demokrati, vi har, sagde vicestatsadvokat Anders Riisager.

- Vi ved fra hans egne udtalelser, at han følte sig meget bedre tilpas hos Islamisk Stat end i Danmark. På den baggrund er det paradoksalt, at han ønsker at bevare sit ophold, sagde han.

Tirsdagens afgørelse kan få betydning for andre lignende straffesager mod unge, der har tilsluttet sig Islamisk Stat. I tre andre tilfælde med mænd med dobbelt statsborgerskab har anklagemyndigheden krævet frakendelse af dansk indfødsret.