Politi griber seriehjemmerøver på fersk gerning i Hvidovre

16x9
Politiet var efter længere tids efterforskning allerede på sporet af hjemmerøverne, der blev pågrebet i Hvidovre natten til mandag. (Arkivbillede) Foto: Kim Haugaard / Scanpix Denmark

Vestegnens politi leder dog stadig efter en gerningsmand, der formåede at stikke af fra stedet.

To gerningsmænd blev natten til mandag afbrudt af politiet under et hjemmerøveri i Hvidovre.

Det oplyser Københavns Vestegns Politi.

- Vi har anholdt en enkelt gerningsmand i forbindelse med et hjemmerøveri på Brostykkevej i Hvidovre, siger vagtchef Lars Jørgensen.

- Der er desværre en anden, som formåede at undløbe fra stedet, og ham leder vi efter nu, tilføjer han.

Vagtchefen oplyser, at det mislykkede hjemmerøveri fandt sted klokken 04.11.

Politiet var på sporet af røverne

Lars Jørgensen oplyser, at politiet har været på sporet af gerningsmændene i længere tid.

- Det er en efterforskning, som har pågået over noget tid. Vi har ledt efter gerningsmændene, fordi de har begået hjemmerøverier på store dele af Sjælland, siger Lars Jørgensen.

Han tilføjer, at Vestegnens politi har samarbejdet med Sydsjællands og Lollands-Falsters Politi under efterforskningen.

På den måde var politiet klar, da gerningsmændene slog til natten til mandag.

Ingen tilskadekommende

Ingen er kommet til skade under det afsporede hjemmerøveri.

- Der er forurettede, men de er gudskelov uskadte, siger Lars Jørgensen.

Københavns Vestegns Politi kan ikke på nuværende tidspunkt oplyse yderligere om den anholdtes identitet.

Han kan heller ikke oplyse, om vedkommende er kendt af politiet for tilsvarende kriminalitet.