Byrådsmedlem indblandet i sag om sexorgier - to er sigtet

Østjyllands Politi oplyser, at to mænd er sigtet for rufferi i en sag om løsslupne sexarrangementer i en landsby syd for Vejle.

To mænd fra Jylland er sigtet for rufferi i forbindelse med en sag om gruppesex i et tidligere forsamlingshus syd for Vejle.

Det oplyser Østjyllands Politi til TV 2.

- I forbindelse med efterforskningen fik vi i går (onsdag, red.) en række henvendelser, som førte til anholdelserne af en 54-årig mand fra Syddjurs samt en 54-årig mand fra Vejle, siger kommunikationsrådgiver Jakob Christiansen til TV 2.

- Begge mænd er sigtet for rufferi. De blev løsladt efter endt afhøring, men de er fortsat sigtet i sagen, som vi stadig efterforsker, lyder det fra politiet.

Politiet vil ikke bekræfte, om der skulle være tale om byrådsmedlemmet Per Zeidler, som af borgmester Claus Wistoft (V) i Syddjurs Kommune er blevet opfordret til at trække sig, efter Århus Stiftstidende har kunnet afdække, at han har deltaget ved flere af de såkaldte sexorgier i Ammitsbøl Forsamlingshus i november og oktober i år.

Hvis det viser sig, at Per Zeidler er arrangør af de to gruppesex-arrangementer og har en form for økonomisk mellemværende med kunder såvel som kvinder, kan en sigtelse om rufferi munde ud i fire års fængsel.

Udvalg indkaldt til ekstraordinært møde

I Syddjurs Kommune har borgmesteren indkaldt til et ekstraordinært møde i familieudvalget, hvor det eneste punkt på dagsordenen er, om Per Zeidler kan fortsætte som formand for udvalget eller ej, skriver TV 2 ØSTJYLLAND.

- Jeg forholder mig til, hvordan vi får udvalget til at fungere fornuftigt. Det mener jeg ikke, at den nuværende formand kan gøre - uanset hvad hans indblanding i den her sag er, siger Jesper Yde Knudsen, der er næstformand i familieudvalget, til TV 2 ØSTJYLLAND.

Århus Stiftstidende har beskrevet, hvordan Per Zeidler henover en periode på 14 dage har bragt to unge kvinder til og fra såkaldte gangbang-arrangementer (sexorgier, hvor flere deles om den samme partner, red.) i et tidligere forsamlingshus syd for Vejle.

Ved arrangementerne deltog henholdsvis 11 og 16 mænd, mens byrådsmedlemmet er set transportere de to piger på henholdsvis 19 og 23 år til og fra det tidligere forsamlingshus.

Flere sætter spørgsmålstegn ved politikers moral

Formanden for familieudvalget er i forvejen en omdiskuteret mand, og flere har gentagne gange sat spørgsmålstegn ved hans moral.

Kort før kommunalvalget brød Per Zeidler med sit parti Liberal Alliance og blev løsgænger i byrådet i Syddjurs. Årsagen var, at Liberal Alliance fandt ud af, at deres spidskandidat i kommunen ikke havde betalt en gammel mekanikerregning fra Rønde Stjerne Auto.

TV 2 arbejder på at få en kommentar fra Per Zeidler.