Højesteret har talt - to fynske hunde skal aflives

Ejerne af to fynske hunde havde ikke held til at overbevise retten om, at hundene var af lovlig race.

Højesteret bakker op om politiets vurdering af, at de to fynske hunde Frigg og Marley kan være delvist af den forbudte race amerikansk staffordshire terrier, ofte kaldet amstaff, og derfor skal aflives.

Det har Højesteret netop afgjort, og dermed er en flere år lang sag om de to hunde nu slut.

Fyns politi fjernede de to hunde fra deres ejere i sommeren 2014, fordi der var mistanke om, at hundene var ulovlige, og siden har ejerne forgæves forsøgt at bevise, at hundene er lovlige.

Det lykkedes ikke at overbevise Højesteret, men ifølge hundeejernes advokat, Poul Hvilsted, er der positive ting at læse i Højesterets dom:

- Det er en meget konkret bevisbedømmelse. Højesteret siger, at det ikke er lykkedes at løfte bevisbyrden i denne konkrete sag. Men man siger samtidig, at det under andre omstændigheder kunne være muligt. Det er en anderledes vurdering end Rigspolitiets mere kategoriske afvisning af, at det overhovedet kan lade sig gøre, siger Poul Hvilsted.

I hele perioden har hundene Frigg og Marley, der er fra samme kuld hvalpe, været anbragt på et dyreinternat.

Ifølge Højesteret er der ikke grund til at tvivle på politiets vurdering – der bakkes op af en udtalelse fra en dyrlæge – om, at der kan være tale om en amstaff eller "en krydsning, hvori denne race indgår".

13 racer blev forbudt

Det er hundeloven fra 2010, der har hvirvlet de to hunde ind i det langvarige juridiske forløb. I 2010 blev 13 racer af såkaldte ’muskelhunde’ forbudt, fordi de blev anset for særligt farlige og aggressive over for både mennesker og andre hunde.

Her er de 13 ulovlige hunderacer

  • Pitbull terrier
  • Tosa inu
  • Amerikansk staffordshire terrier
  • Fila brasileiro
  • Dogo argentino
  • Amerikansk bulldog
  • Boerboel
  • Kangal
  • Centralasiatisk ovtcharka
  • Kaukasisk ovtcharka
  • Sydrussisk ovtcharka
  • Tornjak
  • Sarplaninac

Og det afgørende spørgsmål i sagen har været, om Frigg og Marley har en snert af muskelhund i sig.

Ejerne har hele tiden sagt, at hundene er gadekryds mellem en mor, der er af blandet – men lovlig – race, og en far, der er en omstrejfende brun labrador.

Politiet vurderer imidlertid, at hundene er delvist af racen amstaff, som er en af de 13 forbudte racer.

Omvendt bevisførelse

I hundeloven er der det særlige forhold, at der er omvendt bevisførelse. Det vil sige, at det er hundeejeren, der skal bevise, at hunden er af en lovlig race. Det er ikke politiet, der skal bevise, at hunden er af ulovlig race.

Denne bevisbyrde har ejerne ikke kunnet løfte, siger Højesteret:

- De fremlagte oplysninger om hundene, herunder erklæringer fra en skønsmand, udgjorde ikke tilstrækkelig dokumentation for, at hundene ikke var omfattet af forbuddet i hundeloven. Ejerne havde derfor ikke løftet deres bevisbyrde efter hundeloven, skriver Højesteret i dommen.

Efter den langvarige sag venter der nu en stor regning for de to hundes tre år lange ophold på dyreinternat. Regningen ligger nu hos Rigspolitiet, som skal afgøre, om man vil forsøge at få beløbet ind hos hundeejerne.

Sagsomkostningerne fra Højesterets behandling af sagen bliver delt, så sagens parter hver for sig betaler sine egne omkostninger.