Retsmøde med Peter Madsen aflyst - accepterer varetægtsfængsling

16x9
Arkivfoto. Foto: Ida Marie Odgaard / Scanpix Denmark

Peter Madsen varetægtsfængsles frem til den 15. november.

Den drabssigtede Peter Madsen har accepteret at blive i fængslet frem til den 15. november.

Det oplyser hans forsvarer, Betina Hald Engmark, til TV 2.

- Jeg kan oplyse, at jeg netop har meddelt anklageren, at min klient er indforstået med en forlængelse på det hidtidige grundlag frem til den 15. november uden fremstilling for retten, skriver Betina Hald Engmark.

I stedet for at opretholde kravet om et planlagt retsmøde tirsdag formiddag, når den nuværende varetægtsfængsling udløber, har Peter Madsen altså accepteret, at fængslingen forlænges frivilligt uden fremmøde i retten.

- Min klient nægter fortsat drab og erkender usømmelig omgang med lig, siger Betina Hald Engmark.

Grundlaget for varetægtsfængslingen handler blandt andet om, at Peter Madsen på fri fod ville kunne påvirke politiets efterforskning.

Første forlængelse uden retsmøde

Peter Madsen blev varetægtsfængslet for lukkede døre den 12. august, efter at den svenske journalist Kim Wall ikke var vendt hjem fra en tur med hans ubåd Nautilus.

Siden den 5. september, hvor varetægtsfængslingen første gang blev forlænget, har sagen været behandlet for åbne døre.

I retten forklarede Peter Madsen den 5. september, at en jernluge på 70 kilo var faldet ned over Kim Wall, der havde fået skader i hovedet og umiddelbart efter var død af uheldet, hvorefter han havde "begravet hende til søs" i hel tilstand.

Den forklaring fastholdt han, selvom en tilfældig forbipasserende den 21. august havde fundet den forsvundne journalists overkrop skyllet i land ved sydvestsiden af Amager.

Dødsårsag uvis

Senere har dykkere fra Forsvaret på baggrund af oplysninger om ubådens rute og svenske specialhunde, der kan lugte færten af døde mennesker gennem vand, fundet Kim Walls ben og hoved.

Ifølge Københavns Politi har retsmedicinerne ikke fundet tegn på skader fra en jernluge på Kim Walls hoved.

Det er første gang, Peter Madsen ikke har holdt på sin ret til, at en dommer skulle vurdere, om der fortsat er grundlag for at forlænge hans varetægtsfængsling.

Artiklen er opdateret.