Muligt bandeopgør: 22-årig stukket tre gange med kniv

16x9
Arkivfoto. Foto: Nikolai Linares / Scanpix Denmark

I samarbejde med TV 2/Fyn

Efter et større skænderi og slagsmål blev en 22-årig mand blev sent onsdag aften stukket tre gange, formentlig med en kniv.

Et større slagsmål mellem godt ti mand i det vestlige Odense onsdag aften endte med, at en 22-årig mand måtte køres på OUH, efter han var blevet stukket flere steder på kroppen.

Politiet formoder, at han er blevet stukket med en kniv.

- Han blev behandlet i nat og er udskrevet igen, så det har ikke været livstruende, siger vagtchef ved Fyns Politi, Anders Furbo Therkelsen.

Slagsmålet opstod omkring klokken 23.00 i krydset mellem Skjoldsvej og Frodesvej. 

- Et vidne ringer og fortæller, at cirka ti mænd skændes højlydt på gaden. Men det er ret kortvarigt, for da vi kommer derud, er de væk igen, siger vagtchefen. 

Offer på vej til OUH

Kort tid derefter får politiet en anden anmeldelse om, at en person er på vej til OUH i en privat bil kørt af kammerater. Manden skulle være stukket med en kniv.

Fyns Politi sender derfor en patrulje til OUH, hvor de finder den 22-årige mand og to kammerater, der har bragt ham derud. Den 22-årige er blevet stukket flere steder på kroppen, formentlig med en kniv.

Politiet kender godt de tre i forvejen, så de formoder, at knivstikkeriet er en udløber af slagsmålet på Skjoldsvej og Frodesvej.

- Så vi tager til Odense V igen, hvor vi også finder flere spor, der kan indikere en sammenhæng, siger Anders Furbo Therkelsen. 

Muligvis banderelateret

Vagtchefen fortæller, at politiet endnu ikke ved ret meget om, hvad der er gået forud for slagsmålet og knivstikkeriet.

- Det er muligvis banderelateret. Men det er svært at sige, når vi ikke kender modparten. Men motivet er muligvis banderelateret, siger Anders Furbo Therkelsen.

De tre personer, som politiet traf på OUH, var alle tre kendte ansigter af politiet. De tre mænd, der alle er fra Odense, var dog ikke specielt meddelsomme, fortæller vagtchefen.

- Vi har ikke ret meget at arbejde med andet end lokationen og tidspunktet. Og så er der måske nogen, der har set eller andet, der kan hjælpe os videre, siger Anders Furbo Therkelsen.

Har du set eller hørt noget, vil Fyns Politi meget gerne høre fra dig. De kan kontaktes på telefon 114.