Barnelig var pakket ind i denne hættetrøje - hvem ejer den?

16x9
Politiet går nu ud med billeder af den trøje, som liget af et spædbarn blev fundet i. Foto: Station 2 Efterlyst

Det barnelig, der i mandags blev fundet ved et grønt område i Glostrup, var pakket ind i en rød trøje. Nu offentliggør politiet billeder af trøjen.

Siden mandag har Københavns Vestegns Politi arbejdet på højtryk for at finde ud af, hvorfor et lille barn var blevet gravet ned i jorden i et grønt område ved Brinken 5 i Glostrup.

Undersøgelser af barnet har vist, at der var tale om et helt nyfødt barn, der højst har levet i to døgn. Nogle håndværkere opdagede en rød trøje, der stak op af jorden, og da de kiggede nærmere på den, kunne de se, der lå et barnelig inde i trøjen. Den røde trøje går politiet her til aften ud med billeder af.

Billeder af den røde Nike-trøje størrelse XXXXL som barneliget var pakket ind i.
Billeder af den røde Nike-trøje størrelse XXXXL som barneliget var pakket ind i. Foto: Station 2 Efterlyst

- Det er en meget stor hættetrøje – størrelse XXXXL – men er det moderens, faderens, eller er den udlånt af en helt tredje person? Vi ved kun, at barnet var svøbt i den hættetrøje, og derfor er vi interesserede i at høre fra alle, som har oplysninger om den, siger Ole Nielsen, efterforskningsleder hos Københavns Vestegns Politi, til 'Station 2 Efterlyst'.

Kvinde søges

Onsdag udsendte politiet et signalement af en kvinde, som de mener kan have noget med sagen at gøre. Hun er set i området for to og tre uger siden, og politiet vil meget gerne i kontakt med hende.

Signalement af kvinde politiet gerne vil i kontakt med
Signalement af kvinde politiet gerne vil i kontakt med Foto: Station 2 Efterlyst

- Vidner fortæller, at de har set kvinden lige ved siden af det sted, hvor barnet har været gravet ned, og at hun har set meget trist ud. Vi har også været i kontakt med en mand, der har haft kvinden til at overnatte i sin lejlighed, og han fortæller, at hun klagede over kraftige mavesmerter, sidste gang han så hende i slutningen af september. Hun skulle være rumæner og ikke have noget fast sted at holde til her i Danmark. Manden, hun har overnattet hos, ved ikke, hvor kvinden er nu, men det håber vi, der er andre, der gør, siger Ole Nielsen.

Her blev det lille barnelig fundet gravet ned i jorden indpakket i en rød Nike-trøje.
Her blev det lille barnelig fundet gravet ned i jorden indpakket i en rød Nike-trøje. Foto: Station 2 Efterlyst

Politiet mener, at barnet kan have ligget i jorden i et par uger, og at det muligvis kan være en hund eller et andet dyr, der henover weekenden har gravet det op af jorden. For ifølge de personer, politiet har talt med, der arbejder på stedet, har der ikke ligget nogen trøje lige der i sidste uge. Men ifølge politiet har barnet ikke kun ligget i jorden i et par dage. Politiet venter stadig svar på flere undersøgelser, der vil komme senere.

Politiet undersøger stedet, hvor det lille barnelig mandag blev fundet.
Politiet undersøger stedet, hvor det lille barnelig mandag blev fundet. Foto: Station 2 Efterlyst

- Blandt andet kan vi få undersøgt barnets dna, det vil sige, at kommer der en kvinde og siger, det er hendes barn, så kan vi se, om dna'en matcher. Vi vil ikke ud fra vores undersøgelser kunne konkludere, hvordan barnet er dødt, fastslår efterforskningslederen.

Hjælp til moderen

Politiet fortæller torsdag aften i 'Station 2 Efterlyst', at de søger vidner, der kan have set kvinden. Og de appellerer også til moderen om at henvende sig til politiet, så hun kan få hjælp og støtte.

- Uanset hvad der er sket, så må der gå en mor rundt i krise. Vi vil meget gerne sige til kvinden, at hun endelig skal give sig til kende, så hun kan få den hjælp, hun har brug for. Vi kan tilbyde, at hun kommer til en krisepsykolog, og hvad der ellers måtte være brug for ovenpå sådan en tragisk hændelse, siger Ole Nielsen fra Vestegns Politi.

Ved du noget, der kan være relevant i sagen, så ring til Københavns Vestegns Politi på 1-1-4.