Politi søger vidner og offentliggør billede af skuddræbt dreng

Politiet er overbevist om, at der er unge mennesker, som ligger inde med viden, de ikke har delt med politiet.

Det var den 16-årige Servet Abdija, som mistede livet mandag aften, efter han blev skudt mindst seks gange på klos hold foran sin bopæl på Ragnhildgade i København.

Københavns Politi offentliggør nu efter aftale med Servet Abdijas forældre billede og navn på den dræbte.

- Det gør vi for at borgere kan se, hvem det drejer sig om i håb om, at vi får flere henvendelser fra offentligheden, fordi det er helt afgørende, siger efterforskningsleder Hans Erik Raben til TV 2.

Politiet ønsker at komme i kontakt med folk, der har set Servet Abdija i tiden op til drabet cirka klokken 21.05 mandag den 16. oktober.

En del unge omkring gerningsstedet

Efterforskningen har indtil videre vist, at der var en hel del unge mennesker til stede i gårdmiljøet ved Ragnhildgade omkring gerningstidspunktet. Dem vil politiet især gerne i kontakt med.

- Der er nogen derude, der har en hel del viden om, hvad der er sket, siger Hans Erik Raben.

Servet Abdija blev dræbt mandag den 16. oktober.
Servet Abdija blev dræbt mandag den 16. oktober. Foto: Københavns Politi

Der er tale om unge mennesker i alderen 13 til 16 år, som har været i området fra omkring klokken 20.30, fortæller han.

- Vi vil meget gerne appellere til de unge mennesker: I ved noget, kom nu til os og fortæl, hvad I ved, siger Hans Erik Raben.

Københavns Politi kan kontaktes på 33 14 14 48.

Indtil videre har politiet fået omkring 65 henvendelser i sagen.

Gerningsvåbnet har man endnu ikke fundet, men man har en idé om, hvad det er for et våben, oplyser Hans Erik Raben, som ikke vil ud med, hvilket våben der er tale om.

Sød og almindelig dreng

Politiet mener stadig, at Servet Abdija mandag aften blev passet op og dræbt af to, tre eller fire gerningsmænd.

Meget tyder ifølge politiet også på, at de er gået målrettet efter den 16-årige dreng. Men hvorfor Servet Abdija skulle dø, ved politiet fortsat ikke.

Politiet mener ikke, at drabet er en del af den igangværende bandekonflikt, som har ført til flere volds- og skudepisoder i København de seneste måneder.

Ifølge Hans Erik Raben var Servet Abdija en helt almindelig dreng, der gik i skole, passede sin sport og ikke var kendt i bandemiljøet.

- Han bliver beskrevet som en sød og almindelig dreng, sågar så sød og almindelig at han bar de ældre damers tasker op, siger Hans Erik Raben.

Drømte om at blive bokser

TV 2 har været i kontakt med familiemedlemmer til Servet Abdija, som understreger, at han ikke var involveret i bandemiljøet.

Han var født i Danmark og af albansk afstamning. Han var enebarn og boede sammen med sine forældre i Ragnhildgade på Østerbro ved grænsen til ydre Nørrebro.

Han arbejdede på sin fars pizzeria og drømte om at blive bokser. Han spillede også basketball.

- Han var smuk, han var dejlig at være sammen med. Han var sød, han var sjov. Han var meget ambitiøs om tingene og imødekommende overfor alle mennesker. Han var bare en guldklump, har hans fætter Betim Abdiji sagt til TV 2.