Svindel for 440 millioner kroner rulles op under kodenavnet 'Greed'

16x9
Arkivbillede. Foto: Ida Marie Odgaard / Scanpix Denmark

Der er sat tre ekstra stolerækker frem i dommervagten, for at alle sigtede i kæmpe svindelsag kan få plads.

11 mænd bliver onsdag fremstillet i grundlovsforhør i Københavns Byret i en sag, der handler om anklager om organiseret svindel og skatteunddragelse for mindst 440 millioner kroner.

En sag, en lang række politikredse og specialefterforskningsenheder i længere tid har efterforsket under kodenavnet ’Greed’.

- Goddag og velkommen til en lang dag, indledte dommeren grundlovsforhøret klokken 10.21.

Et grundlovsforhør, hvor der ikke bare er sat tre ekstra stolerækker frem til de 11 sigtede mænd og deres 11 advokater - men hvor også en lang række civilklædte efterforskere fra politiet er på plads for blandt andet at forhindre de mange sigtede i at tale med hinanden.

Omfattende sigtelse

Sigtelsen mod de 11 mænd er omfattende og fylder 28 sider. Den omhandler i alt 21 forhold af momssvig og kildeskattesvig af særlig grov karakter.

I alle tilfælde har det været efterfulgt af forsøg på hæleri, idet de sigtede ifølge anklagemyndighedens opfattelse har kanaliseret millionbeløb gennem forskellige vekselbureauer ved først at sende pengestrømmene gennem forskellige bankkonti, inden pengene blev udbetalt til en ukendt personkreds.

Der er tale om forhold, der strækker sig fra 2015 til 2017.

Sent tirsdag oplyste Københavns Politi i en pressemeddelelse, at sagen handler om et organiseret kriminelt netværk med internationale relationer. Af sigtelserne fremgår det også, at politiet stadig leder efter en række ukendte medgerningsmænd.

Moms, skat og arbejdsmarkedsbidrag

Første del af sigtelsen retter sig mod fire af de sigtede - og et firma i Taastrup.

Der er ifølge sigtelsen tale om momssvig af særlig grov karakter begået over 11 måneder i 2015. Her havde firmaet indberettet 581 kroner i moms, selvom det rettelige beløb ifølge anklagemyndigheden skulle have været 6.140.880 kroner. Ifølge sigtelsen undddrog de fire sig yderligere 3.986.929 millioner kroner i moms og 21.081.766 kroner i A-skat og arbejdsmarkedsbidrag.

De fire skal desuden have gjort sig skyldig i forsøg på groft hæleri ved at modtage i alt 56.268.821 kroner fra selskabet i Tåstrup, som senere via forskellige bankkonti og vekselkontorer blev kanaliseret til en ukendt presonkreds. Pengene stammede ifølge sigtelsen fra strafbare lovovertrædelser.

De resterende forhold i den lange sigtelse følger samme mønster.

Dyre biler, millioner og kostbare smykker

Tre af de sigtede har bedt om en tolk, der kan tale urdu. Flere af de 11 har pakistanske rødder.

I alt anholdt politiet tirsdag 18 personer og ransagede 39 forskellige adresser.

Mindst 11 millioner kroner er beslaglagt fra forskellige bankkonti - ligesom 1,5 million kroner er beslaglagt i kontanter. Endvidere er der beslaglagt 8 luksusbiler og et stort antal kostbare smykker.