Tysk sejler omkommet efter at være faldet over bord

16x9
Sejleren blev bragt til Odense Universitetshospital, men hans liv stod ikke til at redde (arkivfoto). Foto: CLAUS FISKER / Scanpix Denmark

En sejlers liv stod ikke til at redde, da han lørdag blev reddet op af vandet ud for Marstal.

En tysk sejler er lørdag omkommet, efter at han røg i vandet ud for Marstal på Ærø.

De øvrige besætningsmedlemmer slog alarm 16.30, da manden var røget over bord, og Forsvarets Operationscenter iværksætte straks en redningsaktion.

Assisteret af et patruljefartøj, to marinehjemmeværnsbåde, den tyske kystvagt og et par private både fik en redningshelikopter lokaliseret manden i vandet, knap en time efter at alarmen var indløbet.

Han blev hevet op i helikopteren, fløjet til Odense og kørt med ambulance til Odense Universitetshospital.

Ifølge Fyens Stiftstidende, der har talt med Fyns Politi, stod mandens liv dog ikke til at redde.

- Han blev erklæret død klokken 18.20, siger vagtchef Søren Frederiksen til fyens.dk.

De to øvrige besætningsmedlemmer er blevet bjærget over i et redningsfartøj.