Tidligere drabschef: Det her vælter Peter Madsens forklaring

Der er ingen frakturer på den svenske journalists hoved, og det får Peter Madsens forklaring til at smuldre, mener tidligere chef for Rejseholdet.

En 70 kilo tung luge på Peter Madsens ubåd Nautilus skulle ifølge opfinderen selv være skyld i den 30-årige, svenske journalist Kim Walls død. 

Efter fundet af journalistens hoved og to ben fredag holder den forklaring imidlertid ikke. Det mener tidligere chef for Rejseholdet Frank Jensen. 

- Peter Madsens forklaring er blevet fuldstændig pulveriseret efter fundet af Kim Walls hoved, siger han og fortsætter: 

- Hans forklaring går netop på, at hun døde ved et uheld, da ubådslugen ramte hende i hovedet. Men det kan nu påvises, at det ikke kan være rigtigt, fordi der ikke er nogen skader på kraniet. Det er et kæmpe gennembrud i sagen. 

Det er tidligere efterforskningsleder og kriminalkommissær ved Rejseholdet Kurt Kragh meget enig i: 

- Jeg kan slet ikke forestille mig, at politiet kan stå stærkere i den her sag, siger han. 

Fund af kniv og Kim Walls tøj

På et pressemøde lørdag formiddag kunne Københavns Politi fortælle, at de har fundet Kim Walls hoved og to ben i Køge Bugt ved hjælp af specialtrænede hunde. Ligdelene var tynget ned med metalstykker.

Derudover har politiet fundet en pose med svenskerens tøj samt en kniv. 

Kim Wall blev sidst set i live 10. august, hvor hun sejlede ud i ubåden fra Københavns Havn i selskab med Peter Madsen. 

Godt to uger efter fandt en cyklist Kim Walls torso - uden arme, ben og hoved - skyllet op fra havet på Amager. 

Siden da har politiet slået fast, at journalisten døde ombord på båden, og Peter Madsen er blevet sigtet for drabet. Selv nægter han sig skyldig og fastholder, at der var tale om en ulykke.

Kan komme nærmere en dødsårsag

Med fundet af Kim Walls hoved kan politiet imidlertid slå fast, at der ikke er "frakturer på kraniet eller tegn på anden stump vold". 

Fundet af hovedet kan dog hjælpe politiet i arbejdet med at finde frem til den egentlige dødsårsag, mener Frank Jensen. 

- Nu har man muligheden for at sammenholde torsoen med hovedet for at se, om der er skader i hals-regionen, som kan fortælle noget om dødsmåden, siger han og fortsætter:

- Der er fundet en masse knivstik på torsoen, og der er man ikke sikker på, om de er påført før eller efter, døden er indtruffet. Det kan man også komme nærmere nu. 

Mulige dna-spor på kniv

Kim Walls trøje nederdel, strømper og sko blev fundet i en pose med en kniv, og disse fund kan ligeledes vise sig at blive afgørende i efterforskningen, siger tidligere chef for Rejseholdet Frank Jensen. 

- Den kniv, der er blevet fundet, er den brugt til at stikke i torsoen? Selvom kniven har ligget i havet i lang tid, er der stadig mulighed for at sikre dna-spor – også fra gerningsmanden. Det er meget, meget svært at få alt dna til at forsvinde.

På et restmøde tirsdag den 3. oktober blev Peter Madsens varetægtsfængsling forlænget med yderligere fire uger.

Det skete, efter specialanklager Jakob Buch-Jepsen fremlagde detaljer fra indholdet på Peter Madsens computer og fra den endelige obduktionsrapport af Kim Walls torso. Informationer, der ifølge anklageren har styrket mistanken mod den 46-årige Peter Madsen.

På en harddisk har politiets teknikere fundet videoer, der viser tortur og henrettelser. Blandt andet af kvinder, der bliver hængt.