Sådan hjalp specialtrænede hunde i Kim Wall-eftersøgning

Dansk politi har selv lignende hunde som de svenske hunde, der bidrog, men de er ikke så erfarne endnu.

Det kan have forsinket fundet af de ligdele fra Kim Wall, som fredag blev fundet i Køge Bugt, at ligdelene lå i plastikpose. Det siger John Jensen, leder af Rigspolitiets Hundetjeneste, til Ritzau.

På et pressemøde lørdag formiddag kunne Københavns Politi fortælle, at man har fundet Kim Walls hoved og to ben i Køge Bugt ved hjælp af specialtrænede hunde. Ligdelene var tynget ned med metalstykker.

Derudover har politiet fundet en pose med svenskerens tøj samt en kniv.

- Vi har fundet en pose, hvori vi fandt Kim Walls tøj - trøje, nederdel, strømper og sko. I samme pose lå der en kniv og blylodder til at holde posen nede, fortalte efterforskningsleder Jens Møller Jensen fra Københavns Politi på pressemødet.

Hjælp fra labrador og schæferhund

Det var med hjælp fra blandt andet specialtrænede svenske hunde, en labrador og en schæferhund, at efterforskerne i dansk politi fredag gjorde de vigtige fund. Og hvis ikke ligdelene havde været i en plastikpose, havde hundene måske fået færten af dem tidligere.

- Det har haft betydning for, hvor hurtigt færten er blevet frigivet. Havde ligdelene ligget frit, var færten blevet frigivet lige med det samme. Nu skal den ud af posen, inden den kommer op gennem vandet. En indpakning vil forsinke det. Men det vil ikke hindre det. Det vil kun forsinke det, fortæller John Jensen til Ritzau.

John Jensen har tidligere fortalt TV 2, at hundenes lugtesans er millioner gange bedre end menneskers -  mellem 1,7 millioner og 2,4 millioner gange bedre end en menneskenæse - og selv gennem adskillige meter vand kan de stadig fange en fært.

- De kan søge effektivt i tyve minutter til en halv time, hvorefter de skal hvile sig. De skal have en tår vand og lidt ro, men overskrider du ikke den grænse, så kan de søge i mange timer, har John Jensen sagt til TV 2.

Dansk politi har selv to hunde

Andre faktorer har også gjort sig gældende i forhold til hundenes mulighed for at få færten af de vigtige fund.

- I vand er det varmen i vandet, det er strømforhold, og det er vind og bølger i overfladevandet, der gør sig gældende, siger John Jensen. 

På pressemødet lørdag formiddag fortalte Jens Møller Jensen, at fredagens fund var gjort lige knap 1000 meter fra det sted, hvor hunde havde markeret, og derfor havde man indtil nu søgt tættere på markering.

- Vi har nu nogle erfaringer, vi ikke havde indledningsvis. Der var ingen, der havde en tro på, at duftsporene fra ligdelene kunne drive så langt, lød det fra efterforskningslederen.

Dansk politi har selv to hunde, der er trænet i at finde færten af ligdele under vand. Men John Jensen fortæller, at de to hunde er helt nytrænede, og at dansk politi derfor bad om, at de svenske hunde, der har mere erfaring, blev brugt.