Kim Walls familie står frem med video om datteren: - Det skylder vi hende

På en måned har fonden "Kim Wall Memorial Fund" indsamlet mere end en halv million danske kroner. Nu offentliggøres en video om Kim Walls liv.

Fredag har "Remembering Kim" uploadet en video på Youtube om Kim Walls liv og færden på det sociale medie.

Den har fået navnet "En besked fra Kim Walls familie".

Kredit: www.rememberingkimwall.com

Fond har indsamlet en halv million kroner

Kim Wall døde ombord på den danske opfinder Peter Madsens ubåd den 10. august. 

Ifølge Peter Madsen døde hun i en ulykke. Ifølge anklagemyndigheden slog Peter Madsen hende ihjel. Han er nu varetægtsfængslet, sigtet for at dræbe Kim Wall.

Kim Walls forældre giver i videoen udtryk for, at de ønsker, at Kim Walls minde skal leve videre.

Derfor har familien stiftet fonden "Kim Wall Memorial Fund".

Fonden har på blot én måned indsamlet 80.000 dollar - svarende til mere end 500.000 danske kroner - fra mere end tusind forskellige personer, mange af dem fremmede.

De indsamlede penge skal gå til at hjælpe andre unge journalister godt på vej i deres karrierer, hvilket vil være i tråd med Kim Walls ånd.

- Det skylder vi hende, fortæller moderen i videoen.

- Vi vil ære Kim Wall ved at støtte den slags arbejde, hun ville have gjort, lyder det i en udtalelse fra fonden, hvor fire af Kim Walls venner står som afsendere.

En fortælling om Kim Walls liv

I videoen fortæller forældrene til Kim Wall om hendes liv og opvækst indtil hendes død i år.

- Hun var nysgerrig af natur. Kim havde en helt speciel evne til at fortælle historier, der tryllebandt folk, lyder skudsmålet om datteren, der arbejdede som journalist. Det fortæller moderen, Ingrid.

- Hele verden var hendes legeplads, og der var så mange historier, som Kim ville have elsket at fortælle. Kim var lykkelig, og hendes fremtid var lys, siger faderen, Joachim, i videoen.

Slut med det årlige familiebillede

Familien samledes hvert år på det samme sted i haven foran huset for at tage det traditionelle familiebillede af Kim, hendes bror og moderen og faderen. Det gjorde de 30 år i træk, men ikke længere.

Det har Kim Walls tragiske død gjort umuligt.

- Der er plads til flere familiebilleder på væggen, men det vil aldrig ske. Kim kommer ikke tilbage, fortæller Ingrid Wall.