TV 2-dokumentar udløser ny politianmeldelse af tidligere læge

Den tidligere læge har allerede fået frataget sin lægeautorisation og blev i juni sigtet for overtrædelse af straffeloven.

Den tidligere læge Svend Lings er endnu engang blevet politianmeldt af Styrelsen for Patientsikkerhed.

- På baggrund af de oplysninger, der er kommet frem i TV 2s dokumentar ’Jørgen vil dø’, har vi sendt en supplerende politianmeldelse til Østjyllands Politi, hvor hændelsen er foregået, siger Susanne Bjaaland Hertz, sektionsleder i Styrelsen for Patientsikkerhed.

I dokumentaren ser man, hvordan Svend Lings aftaler at hjælpe dokumentarens hovedperson, Jørgen Vesterby, med at tage livet af sig selv.

- Det er specifikt de nye oplysninger om et assisteret selvmord og lægen, der har assisteret selvmordet, der får os til at reagere, siger Susanne Bjaaland Hertz.

Sigtet for assisteret selvmord

Allerede i februar i år blev Svend Lings, der er en del af netværket Læger for Aktiv Dødshjælp, anmeldt til Fyns Politi af samme styrelse, da han offentligt udtalte, at han havde leveret dødelige doser sovepiller til mere end 10 personer.

Dengang fik han også frataget sin lægeautorisation, og i juni blev han sigtet for overtrædelse af straffelovens paragraf 240, der lyder: ”Den, som medvirker til, at nogen berøver sig selv livet, straffes med bøde eller fængsel indtil tre år".

Politiet ransagede Svend Lings hjem på Fyn og konfiskerede hans computer og andre dokumenter, men siden da er der ikke sket mere i sagen.

Fortsætter trods ny anmeldelse

Hovedpersonen selv er ikke berørt af den nye politianmeldelse. Til TV 2 siger han, at anmeldelsen ikke kommer til at ændre på hans virke.

- Jeg ved, det er et brud på loven, men jeg er moralsk forpligtiget til at gøre det. Jeg mener, det er en lov, der har brug for at blive ændret, og jeg ved, at den danske befolkning er enig med mig.

Betyder det, at du har tænkt dig at fortsætte, hvis du har muligheden?

- Også i den grad – anmeldelsen betyder intet i det store billede.

Lægeforeningen vil kontakte politiet

Svend Lings fortsatte virke har fået stor kritik af Lægeforeningen og flere politikere.

Lægeforeningens formand, Andreas Rudkjøbing, er oprørt over netværket Læger for aktiv Dødshjælp og Svend Lings' handlinger.

- Det er en dybt alvorlig situation, at vi har en gruppe mennesker, der er med til at tage livet af folk.

- Der er tale om, at Svend Lings medvirker til, at patienter bliver slået ihjel. Det er lægeetisk uacceptabelt, og det er også ulovligt. Det hører ingen steder hjemme, siger han og oplyser, at Lægeforeningen vil tage kontakt til Fyns Politi.

- Svend Lings er jo allerede politianmeldt, men når vi nu ser, at han fortsætter sine gerninger, så vil jeg tage kontakt til politiet for at høre, hvad status i sagen er. For det her kan jo ikke fortsætte, siger Andreas Rudkøbing.

Politiet: Vi kan ikke sige noget

Formand for Folketingets sundhedsudvalg Liselott Blixt (DF) mener, at Svend Lings metoder er etiske og moralsk forkerte.

- Det er forkert, det er imod loven. Det skal man straffes for.

TV 2 har flere gange forsøgt at få en kommentar til den verserende politisag mod Svend Lings hos Fyns Politi, som i en e-mail skriver:

- Af hensyn til efterforskningen i sagen kan vi fortsat ikke sige noget om sagen.