Tidligere drabschef mener, Las Vegas-skytte var alt andet end sindssyg

Massedrabet i Las Vegas krævede både gode organisatoriske evner og målrettethed. Derfor var det ikke en syg mands værk, vurderer Bent Isager-Nielsen.

Efter det voldsomme masseskyderi i Las Vegas søndag aften lokal tid arbejder politiet stadig på at fastslå, hvad der drev den 64-årige Stephen Paddock til at angribe og dræbe 58 samt såre 527 uskyldige mennesker under en koncert.

- Vi har ingen umiddelbare fingeraftryk, der kan pege os i retning af hans ideologi eller motivation. Det er vi selvfølgelig fokuseret på at komme til bunds i, lød det onsdag fra FBI's vicedirektør, Andrew McCabe, i et interview hos tv-stationen CNBC.

Mange af de oplysninger, der er kommet frem om skyderiet i Las Vegas, er dog nogen, som den danske politiinspektør Bent Isager-Nielsen kan genkende. Han er tidligere chef for Rigspolitiets rejsehold og har arbejdet med efterforskningen af talrige drab og udarbejdelsen af gerningsmandsprofiler.

- Det, vi ved indtil nu, passer desværre meget godt ind i den profil, man kan se for andre typer massemordere, der har været. Det er planlagt, og det er ofte meget vrede mennesker, som vil gøre op med et eller andet. Hvor de virkelig vil ud og hævne noget. Det kan være reelt eller indbildt, og så lader de andre mennesker betale for en vrede, som måske skyldes helt andre ting, forklarer Bent Isager-Nielsen i talkshowet 'Lippert' på TV 2 NEWS.

Han er alt andet end sindssyg

Bent Isager-Nielsen, politiinspektør og forfatter

Ikke en sindssyg mands værk

Det er især den grad af planlægning, der synes at have gået forud for Las Vegas-episoden, der falder politiinspektøren i øjnene.

Der er blevet fundet 23 skydevåben på gerningsmandens hotelværelse, og de er ifølge sheriffen i Las Vegas, Joseph Lombardo, blevet fragtet ind i cirka 10 kufferter. Derudover har gerningsmanden ifølge politiet sat kameraer op for at kunne holde øje med, om politiet nærmede sig hans hotelværelse.

Det er fakta, der får Bent Isager-Nielsen til klart at afvise, at der er tale om en sindssyg gerningsmand.

- Han er alt andet end sindssyg. Med alt det, der er kommet frem, så er det jo en potent, kompetent drabsmand, som har planlagt det nøje, siger han.

Og det er også det typiske billede, den tidligere drabschef har set i andre sager.

- Mange af gerningsmændenes kompetencer vidner om, at de har evnen, sindet, hensynsløsheden og organiseringsevnen til at begå forbrydelsen, til at bygge den op og til at bevare vreden og viljen til at gennemføre den, lyder det fra Bent Isager-Nielsen.

Ondskab findes

Ifølge Bent Isager-Nielsen har vi i Danmark meget svært ved at acceptere, når mennesker begår så voldsomme handlinger som massedrabet i Las Vegas, og vi prøver derfor ofte at forklare det med, at gerningsmanden formentlig er blevet udsat for noget, som får ham eller hende til at dræbe. Men i løbet af sine 40 år hos politiet er den tidligere drabschef blevet mere og mere overbevist om, at mennesket kan besidde ondskab, uden at den behøver at have en konkret grund.

- Jeg troede også engang, at der altid var en årsag til ondskab. Men det tror jeg ikke så meget mere, for jeg tror bare, det er et element af menneskelig natur, konkluderer Bent Isager-Nielsen.

Samtidig kan han efter sine talrige afhøringer af gerningsmænd ikke sætte en finger på, hvad der definerer ondskaben, andet end, at vedkommende har sat sig et klart mål for, at han eller hun vil gennemføre sin gerning.

- Når man starter med historien, ser man ødelæggelserne, drabet og ligene og forestiller sig det her forfærdelige monster. Men det er altså altid et menneske, man sidder overfor. Og det er næsten altid nogen, der har fået bildt sig selv ind, at det, de har gjort, var det rigtige at gøre i situationen, uddyber Bent Isager-Nielsen.

Motivet efterforskes blandt gerningsmandens bekendte

En person, som måske kan bringe politiet tættere på svaret på, hvorfor Stephen Paddock valgte at dræbe, er hans kæreste, den 62-årige Marilou Danley. Hun ankom onsdag morgen dansk tid til USA efter at have befundet sig i Manila på Filippinerne siden sidste måned. Det skriver nyhedsbureauerne AFP og Reuters.

Hun skal nu afhøres af FBI i sagen, men hun er ikke sigtet eller mistænkt for noget i forbindelse med sin kærestes formodede forbrydelse. Inden masseskyderiet skulle hun have modtaget 100.000 dollar fra Stephan Paddock.

- Det er den mere stille og svære del af efterforskningen, vi nu beskæftiger os med for at identificere folk, der har kendt ham, der kan have set ham eller har krydset hans vej i dagene og ugerne forud for skyderiet, forklarer vicedirektør Andrew McCabe i interviewet med CNBC.