Politi efterlyser private videoer i sag om stenkast

16x9
Politiet offentliggør nu også foto af stenen uden plastik. Den måler 47 cm x 28 cm x 17 cm. Foto: Fyns Politi

En eller flere personer kastede natten til 9. september en tung sten ned på en fynsk motorvej.

Fyns Politi beder offentligheden om hjælp i sagen om stenkast fra en motorvejsbro.

Politiet opfordrer borgere til at indsende overvågningsvideo, video fra vildtkameraer eller andet, som måske kan hjælpe politiet på spor af gerningsmanden eller -mændene.

Det skriver politiet i en pressemeddelelse fredag eftermiddag.

- Der kan gemme sig afgørende spor i sagen på videooptagelser hos private. Derfor opfordrer vi borgerne til at sende os en mail, hvis man har noget sådan liggende.

- Så vil vi kontakte dem, så vi kan få sikret videoen og undersøgt den nærmere, siger politikommissær Ann Kate Pedersen fra Fyns Politi i pressemeddelelsen.

Video fra nattetimerne efterspørges

Det var natten til lørdag 9. september, at en eller flere gerningsmænd kastede en sten ned på den fynske motorvej ved Spedsbjergvej.

Det er borgerne i områderne omkring Vissenbjerg, Skallebølle, Langesø, Korup, Tarup, Paarup, Ravnebjerg, Brændekilde og Tommerup, som politiet håber på videoer fra.

Mere præcist er det videoovervågning, hvor der optræder personer eller biler i tidsrummet mellem klokken 01.00 og klokken 05.00 natten til lørdag 9. september.