Politi advarer kvinder mod romance-svindel

16x9
Arkivfoto. Foto: Ida Guldbæk Arentsen / Scanpix Denmark

Flere kvinder over 40 har på det seneste fået venneanmodninger fra fremmede mænd på Facebook.

De såkaldte romance scams (romancesvindel på dansk) florerer i øjeblikket på internettet, og det får nu Nordsjællands Politi til at advare mod dem.

Det seneste stykke tid har politikredsen modtaget flere anmeldelser fra kvinder i alderen plus 40, som har været udsat for romance scams online.

Oftest har kvinderne modtaget en venneanmodning på Facebook fra profiler, som ser ud til at tilhøre fremmede mænd. Hvis kvinderne accepterer venneanmodningen, indleder mændene en samtale og sender romantiske og indsmigrende beskeder til kvinderne.

Efter et stykke tid beder mændene så om at få overført penge til en bankkonto. Det sker under påskud af, at de eksempelvis skal have betalt et sygehusophold, skal indløse en særlig pakke eller har brug for økonomisk bistand i forbindelse med en forretning.

Men det er svindel.

- Gerningsmændene er meget tålmodige i deres arbejde med at opbygge et tillidsbånd til deres ofre, og det er formentlig en af hovedårsagerne til, at de lykkes med deres forehavende. Set i bakspejlet kan ofrene godt se, at alarmklokkerne burde have ringet, men på grund af tillidsbåndet har de ikke studset over faresignalerne, imens dialogen stod på, fortæller politiinspektør Lau Thygesen fra Nordsjællands Politi.

Sker også på datingsider

Og svindelen foregår ikke kun via Facebook. Således har Nordsjællands Politi også eksempler på, at andre sociale medier eller klassiske datinghjemmesider er taget i brug.

Derfor opfordrer Nordsjællands Politi til, at man bruger sin sunde fornuft på nettet.

- Uanset om vi taler sociale medier eller 'den virkelige verden', bør man altid have en sund portion skepsis, hvis man uopfordret bliver kontaktet af en fremmed person. Vi skal naturligvis stadig kunne lære nye mennesker at kende på den ene eller den anden måde, men man bør være opmærksom på eventuelle signaler om, at noget måske er galt, slutter Lau Thygesen.