Forsvarer kritiserer politiet: Intet bevis for at kvindelig har noget med Peter Madsen at gøre

16x9
Tekniske undersøgelser af ubåden UC3 Nautilus. Foto: Jens Nørgaard Larsen / Scanpix Denmark

Peter Madsens forsvarer kritiserer politiets udmeldinger på det sociale medie Twitter.

Efterforskningen efter et fund af en kvindetorso på Amager mandag fortsætter i disse minutter. Fundet af den døde kvinde er sket samtidig med, at en af danmarkshistoriens mest opsigtsvækkende kriminalsager i nyere tid finder sted. Men at kæde dem sammen, er der ikke belæg for, påpeger Peter Madsens forsvarer Betina Hald Engmark.

Peter Madsen har i forbindelse med et grundlovsforhør oplyst, at der skete en ulykke om bord på ubåden, som førte til Kim Walls død, hvorefter han med sine egne ord 'begravede hende til søs på et ikke nærmere defineret sted i Køge Bugt'.

Lig parteret ved bevidst handling

Tirsdag eftermiddag meddelte Københavns Politi, at den kvindetorso, som dagen inden blev fundet på Vestamager, var blevet parteret ved en bevidst handling. Desuden lød det, at længden på torsoen gør, at 'der ikke er noget, der taler imod, at det kan være Kim Wall'.

På det sociale medie Twitter har politiet løbende holdt befolkningen underrettet om seneste nyt i både ubådssagen og efterforskningen af kvindeliget.

Først på dagen tirsdag skrev politiet på Twitter: 

- Forvent nyt i forbindelse med kvindelig i eftermiddag. Indtil da har vi ikke yderligere at tilføje. Der vil ikke blive givet interview.

Senere skrev politiet et tweet på engelsk, hvor der stod, at der formentlig ville komme nyt i ubådssagen senere på eftermiddagen.

Netop det engelske tweet mener Betina Hald Egemark, der er forsvarer for den drabssigtede ubådsejer Peter Madsen, er stærkt kritisabelt. Hun mener ikke, at man på den måde kan sammenkæde fundet af kvindetorsoen med sagen mod hendes klient.

- Der er slet ikke ført bevis for, at det lig har noget med min klient at gøre. Og derfor skal de to ting selvfølgelig ikke kædes sammen. Det gør politiet, og det er ikke i orden. Det vil jeg rette henvendelse til dem om, siger Betina Hald Engmark til Jyllands-Posten.

Hun siger videre til avisen, at hun har talt med Peter Madsen om fundet af torsoen, men at de ikke opfatter det fund som en del af sagen.

Jeg kan ikke gøre andet end at beklage. Det har ikke været hensigten at kæde de to ting sammen. Jeg beklager, hvis der er opstået en misforståelse

Mads Jensen, kommunikationschef, Københavns Politi 

Efterforskningsleder kæder ikke tingene sammen

TV 2 Lorry har forelagt kritikken for efterforskningslederen i sagen, Jens Møller, der afviser den. 

- Jeg har ikke kædet de to ting sammen. Jeg har helt bevidst skilt de to ting ad, siger han.

Efterforskningslederen henviser til, at det engelsksprogede tweet, hvor man konkret nævner 'ubådssagen' er skrevet af Københavns Politis kommunikationsafdeling, og at han ikke har haft noget med udarbejdelsen af opdateringen at gøre. 

Kommunikationschef: Det var ikke hensigten

TV 2 Lorry har rettet kritikken videre til Mads Jensen, der er kommunikationschef ved Københavns Politi. Som kommunikationschef ved Københavns Politi er det ham, der har det overordnede ansvar for politiets tilstedeværelse på de sociale medier. 

- Jeg beklager, hvis det er blevet forstået på den måde. Det var ikke hensigten, siger han til TV 2 Lorry.

Hvordan skal man forstå det anderledes end at de to sager er kædet sammen, når I om morgenen skriver, at der er nyt i ubådssagen – og der så om eftermiddagen kommer nyt om et fundet lig?

- Jeg kan ikke gøre andet end at beklage. Det har ikke været hensigten at kæde de to ting sammen. Jeg beklager, hvis der er opstået en misforståelse, siger han.

Nye oplysninger i sagen onsdag

Onsdag ventes det, at Københavns Politi kommer med nyt om identifikationen af det fundne kvindelig. Efterforskningsleder ved Københavns Politi Jens Møller Jensen har oplyst, at en dna-prøve skal give vished for, om der er tale om Kim Walls lig.

Selvom om dna-prøven skulle vise, at der er tale om Kim Walls lig, kan der stadig være et godt stykke vej til eventuel opklaring af drabet på hende - herunder om det var Peter Madsen, der stod bag. Det kan meget vel kræve yderligere efterforskning. 

Peter Madsen er varetægtsfængslet frem til indtil videre 5. september på en sigtelse for uagtsomt manddrab under særlige omstændigheder. Han nægter sig skyldig, men har i grundlovsforhøret erkendt, at Kim Wall døde om bord på ubåden. 

Efterforskningsleder ved Københavns Politi Jens Møller Jensen har desuden oplyst, at politiet har fået henvendelser om mulige dele fra lig blandt andet i Københavns Havn. De henvendelser undersøger politiet nærmere.

TV 2 følger sagen.