Ingen personer fundet i ubåd - politiet leder stadig efter forsvundet kvinde

Politiet har søndag lavet et gennemsyn af ubåden Nautilus.

Politiets teknikere har søndag formiddag lavet et foreløbigt gennemsyn af ubåden Nautilus, som fredag sank i Køge Bugt.

- I ubåden er der ingen personer. Hverken døde eller levende, siger drabschef ved Københavns Politi, Jens Møller, ved et pressemøde fra Københavns politigård søndag.

Han siger yderligere, at det virker til at være en "bevidst handling", at ubåden fredag sank, efter ejer Peter Madsen blev reddet i land, og at ubåden fortsat betragtes som et muligt gerningssted.

Flere forklaringer fra Peter Madsen

Peter Madsen blev lørdag varetægtsfængslet i 24 dage for uagtsomt manddrab på den svenske journalist Kim Wall, der har været forsvundet siden natten til fredag, hvor hendes kæreste meldte hende savnet.

Kim Wall var med om bord på Peter Madsens ubåd Nautilus. Men ifølge Peter Madsens første forklaring satte han den svenske journalist af ved Refshaleøen i København fredag aften. Den forklaring er dog umiddelbart blevet ændret, kunne drabschefen fortælle på søndagens pressemøde.

- Sigtede har til os givet forskellige forklaringer, siger Jens Møller og tilføjer:

- Vi valgte i den første pressemeddelelse om den her sag at sige, at han havde forklaret, at han havde sat hende af klokken 22.30 på Refshaleøen, og i og med at jeg så siger, der er givet forskellige forklaringer, så er det rigtigt, at vi siden har fået en anden forklaring.

Pårørende er underrettet

Politiet har underrettet den forsvundne, svenske journalist Kim Walls pårørende.

- Jeg har fortalt Kim Walls forældre, at hun ikke er i ubåden, siger Jens Møller.

Ubåden blev natten til fredag meldt savnet af Kim Walls kæreste. Herefter gik en intens jagt i gang for at finde den forsvundne ubåd. 

Politiet søger vidner

Politiet vil bruge resten af søndagen på at undersøge ubåden yderligere, og ifølge drabschefen fortsætter efterforskningen nu i to retninger.

- Vi har dels det, vi kalder en savnet, bortgået person, hvor vi stadigvæk leder efter hende, siger han og forklarer, at politiet undersøger muligheden for, om Kim Walls kan være i live et sted.

- Derfor vil vi selvfølgelig rigtig gerne tale med folk, der kan have oplysninger om hende, hendes planer eller muligvis kan have set hende, siger Jens Møller.

Kim Wall beskrives som 30 år, 160 cm høj, spinkel af bygning, rødbrunt hår, brune øjne. Iført en orange bluse med lange ærmer, sort/hvid blomstret nederdel, nylonstrømper og hvide tennissko.

Den savnede svenske journalist Kim Wall.
Den savnede svenske journalist Kim Wall. Foto: Tom Wall / TV 2

Udelukker intet

Men politiet vil også undersøge området omkring Køge Bugt og den sydlige del af Øresund for at se, om man kan finde en død person i området.

- Det gør vi selvfølgelig med assistance fra Forsvaret, og vi gør det både med en indsats på vandet og en indsats fra luften, siger Jens Møller.

Drabschefen understreger dog, at han endnu ikke har lukket nogen muligheder i sagen.

- Vi håber selvfølgelig stadigvæk, at vi kan finde Kim Wall i levende live, men omvendt er vi også forberedt på, at det meget vel kan være, at det ikke er tilfældet.

OVERBLIK: Kim Wall døde ombord på ubåd
Torsdag den 10. august kl. 19.00
Ubåden stævner ud fra Københavns Havn
Et fotografi af ubåden "Nautilus" med Peter Madsen og den forsvundne svenske journalist om bord - fanget få timer før, kvinden blev meldt savnet af sin kæreste. Frederik Brandstrup / TV 2
Ubåden Nautilus sejler ud fra Refshaleøen omkring klokken 19 med to personer om bord - ejeren, Peter Madsen, og en 30-årig kvindelig svensk journalist.
Fredag den 11. august kl. 03.39
Kvinde meldes savnet
Københavns Politi modtager en henvendelse fra Joint Rescue Coordination Centre om en mulig søulykke, efter den svenske journalists kæreste har meldt hende savnet. På dette tidspunkt formoder man, at journalisten stadig er sammen med Peter Madsen, som heller ikke er vendt hjem.
Fredag den 11. august tidligt morgen
Stor eftersøgning iværksættes
Forsvaret leder efter ubåden "Nautilus", som har været forsvundet siden i går aftes. Bax Lindhardt / Scanpix Denmark
Forsvaret begynder at lede efter den forsvundne ubåd med to redningshelikoptere og tre skibe tidligt fredag morgen. Man søger i områderne omkring Københavns havn, Drogden og sejlrenden mod Bornholm.
Fredag den 11. august kl. 9.54
Internationale medier skriver om sagen
Efter nyhedsbureauet AP begynder at omtale sagen om den forsvundne ubåd, følger flere internationale medier efter - blandt andet i USAIndien og Irland
Fredag den 11. august kl. 10.30
Ubåden bliver fundet
Der bliver skabt visuel kontakt til ubåden, da den ses ved Drogden Fyr i Køge Bugt. Efterfølgende bliver der etableret radiokontakt til båden, der ifølge ejeren satte kurs mod havn.
Fredag den 11. august kl. 11.00
Ubåden synker - ejer reddes i land
Umiddelbart inden klokken 11.00 synker ubåden pludselig, og ejeren bliver efterfølgende reddet op på en privat motorbåd, der sejler ham i havn. Den svenske kvinde er ikke længere om bord.
Ifølge Peter Madsen satte han hende af ved Refshaleøen i København aftenen før.
Fredag den 11. august kl. 11.20
Peter Madsen eskorteres væk
Peter Madsen taler fredag med politiet, efter hans ubåd fredag blev meldt savnet. TV 2
Peter Madsen er sikkert i land igen. Politiet tager Peter Madsen med for at tale med ham, om hvad der er sket.
Fredag den 11. august kl. 13.04
Kvinde bekræftes savnet
Den svenske journalist, Kim Wall. Tom Wall / Scanpix Denmark
Svensk politi bekræfter, at den svenske kvinde Kim Wall er forsvundet i forbindelse med den forliste ubåd Nautilus i Danmark.
Fredag den 11. august kl. 13.26
Dykkere skal undersøge ubåd
. Liselotte Sabroe / Scanpix Denmark
Københavns Politi oplyser, at der skal sendes dykkere ned til den forliste ubåd, der ligger på syv meter vand. Det er dog ikke muligt at komme ind i ubåden, idet den enten skal stabiliseres på stedet eller bjærges og bugseres til havn, før det vil være muligt. Det vil i stedet formodentligt ske i løbet af lørdagen, oplyser politiet.
Fredag den 11. august kl. 17.44
Peter Madsen sigtes for drab
Politiet meddeler i en pressemeddelelse, at Peter Madsen er anholdt og sigtet for drab på den savnede svenske kvinde. Han ventes fremstillet i grundlovsforhør mandag.
Han nægter sig skyldig og fastholder, at han satte kvinden i land ved spidsen af Refshaleøen nær restaurationen ”Halvandet” omkring klokken 22.30.
Lørdag den 12. august kl. 10
Bjærgningen af ubåden begynder
Klokken 10 begynder bjærgningen af den sunkne ubåd. Arbejdet vil vare flere timer.
Når det teknisk er muligt, vil ubåden blive transporteret til en lukket hal på Nordhavnen i København, hvor der vil blive gennemført en egentlig gerningsstedsundersøgelse.
Lørdag den 12. august kl. 15
Peter Madsen fremstilles i grundlovsforhør
Retsmødet mod den drabssigtede opfinder Peter Madsen foregår for lukkede døre. Anklager Louise Nielsen mener, at sagens behandling ved et åbent retsmøde vil hindre sagens oplysning. Hun har fået medhold af dommer Kari Sørensen.
Lørdag 12. august kl. 16.45
Dommer Kari Sørensen afsiger kendelse
Peter Madsen bliver varetægtsfængslet, men ikke for drab. Bag de lukkede døre har han afgivet forklaring, og anklager Louise Nielsen har rejst en underordnet sigtelse om uagtsomt manddrab. Det er netop sigtelsen for uagtsomt manddrab, som danner grundlag for fængslingen.
Søndag den 13. august kl. 02.30
Ubåden kommer i land
Natten til søndag kommer ubåden Nautilus i land i Nordhavn i København. Efter at være blevet tømt for vand er den klar til at blive undersøgt af politiet.
Søndag den 13. august kl. 9.45
Politiet går om bord
Efter ubåden er blevet tømt for vand, er politiet søndag formiddag klar til at gå om bord på ubåden Nautilus.
Søndag den 13. august kl.11.30
Ingen personer fundet i ubåd
På et pressemøde fortæller drabschef ved Københavns Politi, Jens Møller, at der ikke er fundet nogen personer i ubåden. Desuden oplyser han, at det virker til, at det var en bevidst handling, at ubåden fredag sank.
Søndag den 13. august
Fly og dykkere leder efter forsvundet kvinde
Københavns Politi og Forsvaret har hele søndagen været i gang med en storstilet eftersøgning efter den forsvundne, svenske kvinde Kim Wall. Et fly udstyret med kamera, hundepatruljer og dykkere har taget del i eftersøgningen.
Mandag den 14. august
Eftersøgning fortsætter i flere dage
Enheder fra den svenske Søredningstjeneste leder efter liget af den svenske journalist Kim Wall i farvandet mellem Barsebäck og Landskrona d. 15. august 2017 50090 Johan Nilsson/TT / Scanpix Denmark
I de følgende dage fortsætter eftersøgningen af Kim Wall. Danske og svenske myndigheder leder i fællesskab efter nye spor og den svenske journalists lig i Øresund og Køge Bugt.
Mandag den 21. august kl. 09.56
Kim Wall døde ombord på ubåd og smidt i havet
Et af de sidste billeder af Kim Wall ombord på Nautilus Ritzau
Sådan lyder en del af forklaringen, som ubådsejer Peter Madsen gav under grundlovsforhøret, oplyser politiet. 
Peter Madsen bekræfter, at han efterfølgende skilte sig af med hende i havet.
Mandag den 21. august kl. 15.41
Politi finder lig af kvinde i vandet
Mandag eftermiddag har Københavns Politi modtaget en anmeldelse om, at et lig af en kvinde er fundet i vandet på Vestamager. Det oplyser de på Twitter
Området ligger ud til Køge Bugt, hvor politiet intensivt har ledt efter Kim Wall, siden hun forsvandt torsdag den 10. august.
Mandag den 21. august kl. 20.30
Kvindelig mangler hoved, arme og ben
Kvindeliget fundet på amager er en torso.
- Når jeg siger torso, så er det en krop uden hoved, arme og ben, oplyser drabschef ved Københavns Politi Jens Møller Jensen på et pressemøde mandag aften. 
Liget bliver kørt til retsmedicinsk institut. 
Tirsdag den 22. august kl. 16
Politiet om fundet lig: Lemmer var bevidst afskåret
Politiet udgiver tirsdag en pressebriefing på video, hvor de orienterer om seneste nyt i sagen om kvindeliget.
- Status er, at der er tale om en torso, hvor både arme, ben og hoved er fjernet som følge af en bevidst afskæring, siger Jens Møller Jensen, der er drabschef ved Københavns Politi.
Onsdag den 23. august kl. 6.55
DNA-match mellem torso og Kim Wall
Onsdag morgen oplyser Københavns Politi i et tweet, at kvindeliget, der blev fundet på Amager, er den svenske Journalist Kim Wall. 
Torsdag den 24. august kl.10.24
Politiet efterlyser Kim Walls tøj
Københavns Politi efterlyser Kim Walls tøj, efter hendes torso blev fundet afklædt i vandet ved Vestamager mandag.
- Vi efterlyser en skrigorange bluse med lange ærmer, en sort- og hvidblomstret nederdel, nylonstrømper og et par hvide tennissko, oplyser efterforskningsleder ved Københavns Politi Jens Møller Jensen til TV 2.
Tirsdag den 3. oktober kl.16.00
Politiet fremlægger nye beviser
Specialanklager Jakob Buch-Jepsen siger på et retsmøde, at politiets teknikere har fundet videoer, der viser tortur og henrettelser, på en harddisk, der er blevet konfiskeret fra Peter Madsens værksted.
- Det er vores opfattelse, at der er tale om videooptagelser af ægte drab på kvinder, sagde anklageren, der understregede, at videoerne ikke er lavet af Peter Madsen.
Peter Madsens varetægtsfængsling blev forlænget med fire uger.
Lørdag den 7. oktober
Politiet offentliggør fund af Kim Walls hoved og ben
Politiet offentliggører, at de har fundet Kim Walls hoved, begge ben og tøj. Det hele pakket i poser og tynget ned med tunge genstande i Køge Bugt.
Det siger efterforskningsleder Jens Møller Jensen fra Københavns Politi på et pressemøde
- Vi har fundet en pose, hvori vi fandt Kim Walls tøj - trøje, nederdel, strømper og sko. I samme pose lå der en kniv og blylodder til at holde posen nede.
Torsdag den 12. oktober
Sav fundet i Køge Bugt
Dykkere har fundet en sav i Køge Bugt i forbindelse med søgningen i ubådssagen. Det oplyser Københavns Politi.
Saven er fundet i Køge Bugt nær den rute, som politiet vurderer, at den drabssigtede Peter Madsens ubåd sejlede den 11. august i år. Politiet oplyser desuden, at der fortsat ledes efter Kim Walls arme, og derfor er indsatsen med dykkere ikke afsluttet.