Bus ramt af sten fra bro - forruden blev knust

16x9
Broen, stenen blev kastet fra nær Sorø, ses her bag bussen. Foto: TV 2

Bus fyldt med passagerer ramt af to til tre kilo tung sten fra motorvejsbro ved Sorø.

Passagererne på en bus på vej gennem Danmark søndag er chokerede.

Omkring klokken 12 blev bussen, som de sad indeni, ramt af en sten kastet fra en motorvejsbro. 

Politiet formoder, at det var en betonklods på omkring to til tre kilo, som søndag ramte en bus med 52 personer. Det fortæller vicepolitiinspektør Allan Holm fra Sydsjællands og Lolland-Falsters politi.

Bussen fra selskabet Rød Billet var på vej fra Aarhus mod København, da den kørte under en bro på motorvej E20 i nærheden af Sorø på Sjælland. Pludselig blev bussens forrude ramt af en sten. Forruden blev knust. 

Ingen kom umiddelbart noget til, men Rød Billet tilbyder krisehjælp til de passagerer, der måtte have brug for det.

- Bussen kommer kørende på motorvejen, og så hører chaufføren og passagererne pludselig et ordentligt knald. Det er forruden, der er knust, men stenen er ikke gået igennem, siger Allan Holm til TV 2. 

- Vi har fundet den sten, der ramte ruden og undersøger det, som om stenen kom oppefra. Så stor en sten kan ikke ramme nedefra, tilføjer han.

Kun materielle skader

En af passagererne ombord på bussen, Sinor Soltani, fortæller til BT, at han blev dækket af massevis af glasskår, da stenen ramte bussen. 

- Vi hørte et brag, og så var der pludselig glasskår over det hele. Heldigvis tog chaufføren det stille og roligt og kørte bussen ind til siden, siger Sinor Soltani, der sad sammen med sin fætter på forreste række i bussen. 

Efter ulykken kørte bussen op ad den nærmeste afkørsel. Kort efter blev passagererne kørt videre mod København i andre busser.

Direktør for Rød Billet, Thomas Hintze, siger til BT, at han håber, at gerningsmanden bag stenkasteriet snart bliver fanget af politiet. 

- Vi er meget glade for, at der kun sket materielle skader. Det er nogle tosser, der gør sådan noget, siger Thomas Hintze til avisen. 

Vej afspærret

Allan Holm fra Sydsjællands- og Lolland-Falsters Politi fortæller til TV 2, at man har afspærret den vej, der går hen over motorvejen ved Sorø for at undersøge den for spor.

- Vi regner med, at den, der har kastet stenen, har stået deroppe, så vi leder efter spor deroppe. Lige nu er vi ved at afhøre chaufføren, og vi har også spurgt passagererne, om de har set noget. Men det er der umiddelbart ikke nogen, der har, siger Allan Holm.

Vicepoliitinspektøren pointerer, at man ikke tidligere har oplevet stenkast fra motorvejsbroer i dette område. 

Til gengæld er det langt fra første gang, at ukendte gerningsmænd har kastet sten og andre objekter på køretøjer fra motorvejsbroer i Danmark.

I september sidste år døde en 33-årig tysk kvinde mistede livet, da hun og hendes families bil blev ramt af en betonklods på motorvejen over Fyn.