Bandeleder sigtet for trusler mod politimand - fængslet i 17 dage

Sortklædte personer med tilknytning til bandegrupperingen LTF er talstærkt til stede i det indre København.

Den formodede leder af Loyal To Familia – bandegrupperingen, der er helt central i den verserende og voldelige bandekonflikt i hovedstaden - er lørdag blevet fremstillet for en dommer i Københavns Byret.

Der er tale om Shuaib Khan, også kaldet Shebby, der i marts måned blev løsladt fra en tidligere dom.

Anklager fra Københavns Politi, Louise Nielsen, læser sigtelsen op, og den handler om, at Shuaib Khan omkring midnat natten til den 1. august ved Blågårds Plads i forbindelse med en visitation ved vold eller trusler om vold skal have overfaldet en polititjenestemand.

- Det startede med, at der kom en politimand over og sagde hokus pokus, du skal ind i den her opgang og tage tøjet af. Du er i en visitationszone, forklarer Shuaib Khan.

Anklageren forklarer, at Shuaib Khan skulle have opfordret andre medlemmer til at "huske betjentens ansigt". Shuaib Khan er varetægtsfængslet i 17 dage. Han nægter sig skyldig.

Retten afspærret

Foran dommervagten har Københavns Politi afspærret gaden med både patruljevogne og svært bevæbnet mandskab fra politiets reaktionspatrulje, mens mere end 35 unge mænd med hætter og tørklæder trukket godt op om hovedet bevæger sig rundt omkring byretten, der ligger lige ved siden af Strøget i det indre København.

Den anholdte bandefigur bliver repræsenteret af forsvarsadvokat Michael Juul Eriksen, og han oplyser, at hans klient blev anholdt omkring klokken 21 fredag aften.

Umiddelbart bærer de unge mænd ikke synlige LTF-logoer på tøjet - men flere har tatoveringer, der forbinder dem med bandegrupperingen.

I retslokalet, hvor grundlovsforhøret finder sted, er der 16 pladser til tilhørere. Her skal både pårørende, venner og presse finde plads - hvilket betyder, at der langt fra er plads til alle de fremmødte og hætteklædte venner af den sigtede.

Siden 20. juni er der registreret 24 banderelatede skyderier i København.

Senest fredag aften, hvor Københavns Politi fredag aften klokken 22.06 modtog en anmeldelse om et skyderi i Københavns Nordvestkvarter ved Birkedommervej og Tomsgårdsvej.